Håndbold

Kontrakten droppet med KIF Kolding - Århus-profil skifter til udlandet

Torben Petersen skal de næste to sæsoner spille for Istres Provence. TV 2 SPORT

De næste to sæsoner skal Torben Petersen spille i den bedste franske håndboldrække.

Torben Petersen skal meget længere sydpå til næste sæson end planlagt.

Oprindeligt skulle Århus-profilen dreje af ved Kolding-afkørslen. En aftale, som han offentliggjorde med klubben i januar.

Men torsdag bød den franske klub Istres så Torben Petersen velkommen som ny spiller.

Det er de økonomiske problemer i den sydjyske by, som har været årsagen til, at højrebacken fik lov til at komme ud af kontrakten.

Derefter gik der kort tid fra interesse til aftale med Istres. Opmærksomheden begyndte for halvanden uge siden, mens underskriften på kontrakten blev sat onsdag.

- Det bliver spændende at prøve sig af i en af de bedste ligaer i verden. Jeg havde mange overvejeler, men det har længe været en drøm at skifte til udlandet, siger Torben Petersen til TV 2 SPORT.

Venstrebacken spillede alle kampe for Århus Håndbold i den seneste sæson. Han var den, der lavede flest assists på holdet med 50, og 103 gange hamrede han bolden i nettet.

I Frankrig genforenes 27-årige Petersen med Rasmus Nielsen, som han nåede at spille med i tre sæsoner i Århus Håndbold.

Istres sluttede som nummer 11 i den franske liga, som ligesom den danske blev afblæst før tid på grund af coronapandemien.

Torben Petersen har skrevet under på en toårig kontrakt.