Håndbold

Danskerklub fik tilbudt verdensstjerne - troede det var en joke

Franske Luc Abalo har i mange år været en evig trussel for Danmark og andre store nationer og klubber i international håndbold. Franck Fife / Scanpix Denmark

Igennem mange år har Luc Abalo domineret på højre fløj som en af verdens bedste på positionen. Fra næste sæson skal han spille i norsk håndbold.

De fleste har nok prøvet at modtage en e-mail med et tilbud, der er lidt for godt til at være sandt.

Hvad enten det drejer sig om den ukendte millionarv, du pludselig er kommet i besiddelse af, hvis du bare lige sender dine kortoplysninger, eller et af de mange andre emner i de såkaldte "Nigeria-breve".

På mødet fortalte den sportslige leder, at der var en dialog. Dér troede jeg, det var en joke

Mads Frederiksen, daglig leder i Elverum

Cirka samme følelse sad de med i den norske håndboldklub Elverum, da der i begyndelsen af maj tikkede et tilbud ind omkring den franske verdensstjerne Luc Abalo, der samlet har otte guldmedaljer fra EM, VM og OL. Spillerens agent skrev og spurgte, om de kunne være interesseret i højrefløjen fra storklubben Paris Saint-Germain.

Historien fortælles til norske VG af Mads Frederiksen, der er daglig leder i Elverum Håndbold, hvor de fire danskere Thorsten Fries, Sebastian Henneberg, Kristian Ørsted og Rasmus Boysen er på kontrakt.

Troede det var en joke

Efter henvendelsen begyndte et arbejde med at dobbelttjekke, at agenten var ægte, og klubben ikke blev snydt. Elverum får nemlig mails hver måned om alle mulige spillere helt fra 2. division i Sverige til spillere på højt niveau ude i verden.

- Jeg spøgte med den sportslige ledelse og skrev: "Nu må I klare jeres job, drenge. Jeg regner med, Abalo snart er klar", fortæller Mads Frederiksen og mindes, at der bare få uger senere - 17. maj - blev indkaldt til et hastemøde. Skiftet kunne blive en realitet.

- Indtil det tidspunkt havde jeg bare lavet sjov med det på kontoret. På mødet fortalte den sportslige leder, at der var en dialog. Dér troede jeg, det var en joke. Men vi havde fundet ud af, agenten var ægte, og vi havde snakket med Abalo, der selv fortalte, at han var interesseret, fortæller den daglige leder i Elverum.

Knap to uger efter var det så en realitet. 35-årige Luc Abalo kommer til norsk håndbold fra Paris Saint-Germain på en etårig kontrakt. Skiftet blev af både Elverum og norske eksperter betegnet som det største nogensinde i norsk håndbold.

Abalo havde aldrig troet, han skulle spille i Norge

Op til det hasteindkaldte møde havde Elverum svaret agenten og spurgt til, hvilke krav de skulle opfylde for at få Abalo til klubben. Og selvom nordmændene kun kunne tilbyde ganske lidt sammenlignet med franskmandens løn de tidligere år, og de ikke kunne matche tilbuddene fra andre klubber, så faldt valget på Elverum.

- Jeg havde aldrig troet, jeg skulle spille i Norge i løbet af min karriere, men dette var udfordringen, som ventede på mig, uden jeg vidste det, har Abalo selv udtalt.

Abalo løfter VM-trofæet efter Frankrigs sejr i 2017.

Ifølge norske VG skulle han dog være blevet imponeret af atmosfæren og de godt 12.000 tilskuere, da PSG på udebane mødte Elverum i Champions League i september sidste år.

Dansk Elverum-spiller blev overrasket

Abalo havde planer om at stoppe karrieren efter OL 2020, hvorfor kontrakten med PSG udløber til sommer. Siden 2005 har han været en bærende del af det suveræne franske landshold, der i perioden op til nu har vundet tre verdensmester- og europamestertitler samt to OL-guld.

Derfor var den franske stjerne heller ikke klar til at opgive karrieren, og kontrakten med Elverum blev underskrevet. Her bliver han holdkammerat med flere danske spillere - blandt andre Rasmus Boysen.

- Da vi fik det at vide torsdag aften efter træning, kom det som lidt af en overraskelse for alle. Det var selvfølgelig rigtig fedt. Der gik lige lidt tid, før man kunne forstå, at en klub som Elverum kan hente sådan en spiller, sagde Boysen fredag til TV 2 SPORT.

Den franske højrefløj fik sit gennembrud i US Ivry, hvor han spillede frem til 2008. Derefter gik turen til spanske Ciudad Real, hvor han var i fire år, inden han tog mod Paris. Nu kan klubkarrieren formentlig slutte i norsk håndbold efter næste sæson.