Håndbold

Ribe-Esbjerg henter tidligere ligaprofil som spillende assistenttræner

Svenske Jonas Larholm her i Team Tvis Holstebro-trøjen skal fra næste sæson agere spillende assistenttræner i Ribe-Esbjerg HH.  Morten Stricker / Scanpix Denmark

I den vestjyske håndboldklub Ribe-Esbjerg HH har de styr på trænerduoen til den kommende sæson.

I Ribe-Esbjerg HH får de til næste sæson både en ny assistenttræner og en ny holdkammerat.

Klubben har nemlig indgået en aftale med den 38-årige svensker Jonas Larholm, der i de kommende to sæsoner bliver spillende assistenttræner.

- Med aftalen med Jonas får vi både en assistenttræner, der kan indgå i trænerkonstellationen med Kristian Kristensen samt en playmaker, der er med til at sikre en større bredde i bagkæden på vores forholdsvis smalle trup til den kommende sæson, siger formand Holger Refslund i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Jonas er ved at afslutte Master Coach-uddannelsen, og der sidder et klogt håndboldhoved på ham. Derudover kan han på banen bidrage med en masse rutine og erfaring fra sin lange internationale karriere.

En erfaren spiller

Jonas Larholm har blandt andet spillet i FC Barcelona og i svenske IK Sävehof. Derudover har han også erfaring fra den danske liga, hvor han har spillet i Aalborg Håndbold og TTH Holstebro. Han står også noteret for 211 landskampe for Sverige.

Selv ser den erfarne spiller også frem til samarbejdet med spillerne og cheftræner Kristian Kristensen.

- Jeg glæder mig meget til at komme til Ribe-Esbjerg HH og arbejde hårdt i en ny og spændende konstellation med Kristian Kristensen. Jeg håber, jeg kan være med til at bidrage med min erfaring og dermed bygge videre på klubbens kultur inden for de meget flotte rammer, der er i REHH, siger Jonas Larholm i pressemeddelelsen.

Ribe-Esbjerg HH sluttede denne sæson på en syvendeplads.