Håndbold

Camilla Andersens plan i OL-finalen rystede Pytlick: - Det gør du bare ikke

Jan Pytlick giver Camilla Andersen dessiner ved OL i 2000. Lars Møller / Scanpix Nordfoto

TV 2 SPORT bringer et uddrag fra bogen 'Min bedste kamp', hvor flere danske håndboldprofiler fortæller om deres største oplevelser på banen.

Massiv medieinteresse for privatlivet. Regnvåd spejdertur på sin fødselsdag. En plan i OL-finalen, der tog fusen på landstræneren.

Det er tre af de ting, som den tidligere håndboldspiller Camilla Andersen kommer omkring i bogen 'Min bedste kamp'.

Her fortæller tidligere og nuværende danske stjerner om hver deres største oplevelse håndboldoplevelse.

Bogen er skrevet af Stine Bjerre Mortensen, Jesper Gaarskjær, Christoffer Stig Christensen og Ole Sønnichsen og er udgivet ved forlaget Storyhouse.

Den udkommer mandag 15. juni.

I dette uddrag fra bogen er det Camilla Andersen, som husker tilbage på OL-finalen i 2000, hvor Danmark besejrede Ungarn efter et stort comeback i anden halvleg.

Forsiden på bogen 'Min bedste kamp'.

Men hun fortæller også om sin egen situation under turneringen, hvor et enormt pres fra medierne påvirkede hendes præstationer. For der var stor interesse for playmakerens privatliv, efter hun samme år var blevet gift med norske Mia Hundvin, som hun skulle stå over for ved OL.

MEDIESTORM I SYDNEY

Jan Pytlick hev mig til side, mens vi var i gang med forberedelserne til vores første opgør ved OL i Sydney.

- Camilla, du skal ikke med på flere pressemøder nu. Vi er nødt til at fokusere på håndbolden, sagde landstræneren venligt, men bestemt.

Jeg forstod ham godt. Mit privatliv havde taget alt for meget fokus i medierne, og det påvirkede både mig og resten af holdet, at journalisterne konstant spurgte til mit ægteskab.

Jeg var gift med den norske landsholdsspiller Mia Hundvin i små tre år, og vi havde indgået ægteskab få måneder før, at Danmark skulle møde Norge i åbningskampen. Det var forsidestof i alverdens medier, at et homoseksuelt ægtepar for første gang i historien skulle konkurrere mod hinanden ved OL. Selv det anerkendte amerikanske magasin Sports Illustrated bragte en artikel om os under overskriften In Love and War.

Den danske OL-chef, Jesper Frigast, forsøgte at beskytte os. I samarbejde med den norske lejr fik han fjernet oplysningen om vores ægteskab fra det officielle infosystem, der indeholdt biografier over samtlige OL-atleter til pressen. Men det fik kun historien til at blusse endnu mere op.

Opmærksomheden omkring Camilla Andersens ægteskab med Mia Hundvin var stor fra hele verden.

Hele verdenspressen dukkede op til vores træning og pressemøde – også journalister, der intet vidste om håndbold. Alle stillede de samme spørgsmål til mig: 'Hvordan er det at skulle spille mod din kone?', 'Kan det være rigtigt, at den olympiske komité har redigeret i din profil?'

Jeg forsøgte at dæmpe interessen ved at svare, at jeg satte stor pris på, at Jesper Frigast havde prøvet at beskytte mig, og at jeg ofte spillede mod gode venner, og at der ikke var den store forskel, fordi det nu var min kone på modstanderholdet. Jeg deltog ikke i flere pressemøder inden åbningskampen.

Generelt var jeg ikke fan af opmærksomheden fra medierne, så Mia og jeg havde det godt med at blive skærmet fra dem. Vi blev enige om at lade forbundene styre, hvilke medieaktiviteter vi skulle deltage i. Privat tog vi ikke det store hensyn til historierne – vi så hinanden i OL-lejren, når det var muligt.

Da vi skulle møde Norge, hilste jeg på Mia inden kampen, som jeg plejede at gøre med gode klubkammerater. Det var ikke mærkeligt at stå over for hende på banen, men jeg spillede alligevel dårligt i åbningskampen. Det gjorde noget ved min præstation, at håndbolden ikke havde fået fuld fokus.

Camilla Andersen og Mia Hundvin i duel under kampen mellem Danmark og Norge ved OL.

Vi tabte, hvilket var forventet. Norge var forsvarende verdensmestre, og vi havde fået tæsk af dem i to træningskampe lige inden OL.

I det hele taget havde vores optakt ikke været god. Selvom vi var forsvarende olympiske mestre, var der ikke meget, der duftede af guld denne gang. Vi var kun blevet nummer seks ved VM i 1999, og resultatet betød, at vi ikke kvalificerede os til OL. Til vores held blev Norge verdensmestre, og vi overtog den europæiske kvoteplads ved OL, fordi vi havde vundet sølv ved EM i 1998. Vi kom altså med til Sydney på yderste mandat.

Min OL-turnering begyndte først for alvor efter åbningskampen. Noget af presset var taget af mine skuldre, og jeg begyndte at spille godt.

Mia og jeg tog også det hele mere afslappet. Vi snakkede sammen hver dag. Nordmændenes område lå ikke ret langt fra vores i OL-byen, så vi spiste sammen og tog ud og overværede andre sportsgrene. En dag så vi beachvolley på den berømte Bondi Beach, og kort efter bragte aviserne et billede af os, hvor jeg kyssede Mia på kinden – eller også var det omvendt.

Opmærksomheden om os var der hele tiden, men nu påvirkede det mig ikke længere på banen. Det var bare rart at bruge tid med andre end mine holdkammerater, for på det tidspunkt havde vi været samlet i næsten en måned, og man kan godt få lejrkuller af at se på de samme mennesker hele tiden.

Der var pres på Jan Pytlick for at levere medaljer i Sydney.

Ulrik Wilbek førte Danmark frem til OL-guldet i 1996. Han er en af de taktisk bedste trænere, som Camilla Andersen har haft.

To år tidligere havde han taget over som landstræner efter Ulrik Wilbek, der sagde farvel efter tre gange guld på stribe: OL i Atlanta i 1996, EM i Danmark i 1996 og VM i Tyskland i 1997. Tre store mesterskaber på halvandet år.

Da truppen mødte Jan Pytlick første gang, efter han var blevet præsenteret som landstræner, var armene lagt over kors, og det skeptiske blik fundet frem, idet den unge fynbo trådte ind i lokalet. Han havde gjort det godt på klubplan med Esbjerg og GOG, men vi var syv-otte stykker, der havde vundet alt med landsholdet.

- Hvorfor fanden skal vi have Jan Pytlick, sagde vi til hinanden.

- En ung murer fra Svendborg. Hvad kan han lige?

Han tog hurtigt ordet:

- Prøv at høre her. Jeg ved godt, at I har haft Ulrik, og at det har fungeret godt. Men nu er det mig, der er landstræner. Jeg kan ikke klare det uden jer, og I kan ikke klare det uden mig, sagde han og fortsatte:

- I skal stole på mig. Jeg ved, hvad jeg gør, men jeg er nødt til at have jeres opbakning.

Det er sidste gang, jeg gør det her, Jan

Camilla Andersen

Det fik vores parader til at falde med det samme. Han knækkede koden til vores tillid fra dag ét og blev hurtigt en del af holdet. Han var en helt anden trænertype, end vi havde været vant til.

Vi kom fra Wilbek, hvor der virkelig var armslængde mellem spillere og træner. Ikke at der var noget forkert i det, men Jan Pytlick var meget mere inkluderende. Han var følsom og omfavnende. Hvis vi græd af glæde, så græd han med os. Hvis vi konkurrerede i floorball, så spillede han med. Vi dystede i alle mulige ting, og han var altid en del af det.

Han var heller ikke bange for at spørge os til råds, hverken spillemæssigt eller socialt. Han gik ofte til vores anfører, Janne Kolling, for at fornemme, hvad truppen havde brug for. Det resulterede indimellem i en ekstra hviledag eller en fællestur i biografen. Hans ledelsesstil har jeg taget med videre ud i erhvervslivet: Alle er vigtige på et hold, og man er sammen om at løse opgaverne.

Jeg blev dog virkelig irriteret på Jan Pytlick en sommer, da vi skulle på træningslejr ved Svendborg. Han havde fået den geniale idé, at vi skulle tilbringe tiden i en skov. Overnatte i bivuak og bygge tømmerflåde. En rigtig spejdertur. Nej, hvor var det nederen. Det var min fødselsdag, og da jeg vågnede i sovepose i øsregn, var jeg så træt af ham:

Jan Pytlick i dialog med Camilla Andersen under OL-kvartfinalen mod Frankrig.

- Det er sidste gang, jeg gør det her, Jan. Vi vinder altså ikke medaljer, fordi vi sover i bivuak i en skov, sagde jeg.

- Det tror jeg, at vi gør, svarede han.

Efter nederlaget til Norge i åbningskampen begyndte vi at finde formen ved OL.

Vi slog som forventet Østrig, Australien og Brasilien. Så ventede en kvartfinale mod Frankrig, der havde sendt os ud af VM 10 måneder tidligere.

Jan Pytlick har senere fortalt, at han frygtede en fyreseddel, hvis vi tabte OL-mødet med dem, og det blev en rigtig gyser. Vi vandt efter forlænget spilletid. Det var en stor mental sejr. Vi var tilbage på medaljekurs, og i semifinalen spillede vi rigtig godt mod Sydkorea og vandt.

Nu stod vi pludselig i OL-finalen igen.

Vi skulle møde Ungarn, der højst overraskende havde besejret Norge i semifinalen. Selvom jeg var gift med Mia og ønskede hende det bedste, så var jeg rigtig lettet over, at vi ikke skulle mødes på banen igen. Men det sagde jeg selvfølgelig ikke til hende.

Vi spillede vores kampe i Sydney Super Dome, hvor der var plads til 10.000 tilskuere. Jo længere vi kom hen i turneringen, desto flere supportere kom der. På finaledagen var der fyldt i hallen.

Mange danskere, der boede i Sydney, havde købt billet, og flere af vores familiemedlemmer havde taget den lange tur til Australien for at bakke os op. Mine forældre var der også. De havde fulgt os tæt i mange år.

Og så var flere af de andre danske OL-atleter trofaste supportere til vores kampe. Især Camilla Martin, flere andre badmintonspillere og svømmerne, som havde fundet en god og gratis måde at snige sig ind i hallen på.

På kampdage ventede de på os ved bagindgangen. Når vi så ankom med spillerbussen, stod de klar til at slæbe vores vanddunke og lægetaske, mens de gik ind i arenaen sammen med os. De lod, som om de var håndboldspillere, og satsede på, at vagterne ikke tjekkede deres akkrediteringer. Det trick virkede mange gange. Også på finaledagen.

Camilla Martin var fast støtte ved håndboldkvindernes OL-kampe. Hun vandt selv sølv i turneringen.

Under opvarmningen til finalen gik Jan Pytlick rundt og småsnakkede med os spillere om taktiske elementer. Det var hans første OL-finale, men jeg kunne ikke mærke nerver hos ham. Det fik jeg hurtigt ændret på.

- Har du styr på angrebsspillet, Camilla, spurgte han.

Det var mit ansvar som playmaker, men vi havde altid en god dialog inden kampene om, hvordan det skulle gøres bedst.

- Ja, det har jeg. Vi kører vip til Janne i første angreb, svarede jeg.

Vores højrefløj, Janne Kolling, og jeg havde lavet aftalen kort forinden, men vi havde ikke sagt det til resten af holdet, af frygt for at de så ville spille passivt og afventede.

Jan Pytlick kiggede forbløffet på mig.

- Ej, det gør du bare ikke!

- Jo. Jeg har allerede aftalt det med Janne, sagde jeg.

- Hvis vi scorer, så kan det jo ikke gå galt. Så vinder vi.

Jan Pytlick tøvede lidt.

- Jamen, det styrer du, sagde han så.

Janne Kolling og Camilla Andersen stod bag OL-finalens første og vel nok flotteste scoring.

Vi var nødt til at udstråle selvtillid mod Ungarn fra første fløjt. Det var et rigtig godt hold med stjernespillere på mange positioner.

Deres højreback, Bojana Radulović, var måske verdens bedste skytte og allerede udtaget til turneringens All Star-hold inden finalen. Playmakeren Beáta Siti bandt det ungarske angrebsspil godt sammen, og så var der venstrebacken Ágnes Farkas, der også var en af verdens bedste på sin position. Alt i alt en stor mundfuld i en finale. De færreste troede på, at vi kunne slå dem.

Kampen blev sat i gang, og vi havde bolden.

Efter 25 sekunder fik Janne Kolling og jeg øjenkontakt, og jeg dikterede et backkryds i vores højre side. I stedet for at spille systemet til ende smed jeg en aflevering ind i feltet, Janne Kolling sprang op i luften og fangede bolden og sendte den straks mellem benene på den ungarske keeper. 1-0.

Jeg kiggede ud på Jan Pytlick og smilte til ham. 'Nu vinder vi,' tænkte jeg. Det øjeblik har vi grint meget af efterfølgende.

Første halvleg bød på fantastisk håndboldspil. Den altid kæmpende Katrine Fruelund udfordrede gang på gang det ungarske forsvar, Tonje Kjærgaard tog imod adskillige albuer i ansigtet på stregen og knoklede videre, og Lene Rantala leverede den ene store redning efter den anden. Hun var i særklasse på nærskud.

To af OL-finalens danske profiler, Camilla Andersen og Anette Hoffmann.

På fløjene løb Janne Kolling og Anette Hoffmann, der begge var udtaget til det officielle All Star-hold, solen sort på langsiderne. Vi spillede på højt niveau som hold, mens jeg var ret anonym i første halvleg. Jeg ramte stolperne et par gange og fik aldrig rigtig gang i mit skud. Som minutterne skred frem, fandt ungarerne langsomt modsvar til vores offensive forsvar, og derfor gik vi til pause bagud 14-16.

I anden halvleg begyndte det at se værre ud. Efter 42 minutters spil kom vi bagud med 16-22, og kampen var ved at smuldre for os. Vi brændte mange åbne chancer, og vi havde ikke fået styr på storskytten Radulović, der havde lavet ni mål.

Jeg kan huske, at den ungarske træner, Lajos Mocsai, stod og jublede op til de ungarske fans. Der tænkte jeg: 'Jamen for fanden, den her kamp er da langt fra færdig'.

Vi ændrede taktik og begyndte at dække højt på Radulović for at sætte hende ud af spillet, og da Mocsai kort efter gav pause til Radulović og Farkas i bagkæden på samme tid, tænkte jeg: 'Tusinde tak!'

Det var en spøjs udskiftning på det tidspunkt og en mulighed for os for at komme tilbage i kampen. Jeg kunne se det i øjnene på Anette Hoffmann, og hun kunne se det i mine. Det var nu, vi skulle være der.

Vi havde en særlig vinderkultur os gamle, Janne Kolling, Anette Hoffmann, Tonje Kjærgaard og jeg. ”Gamle” er egentlig lidt vildt at sige, for jeg var kun 27 år, men vi havde været med i mange år. Vi havde vundet mere, end vi havde tabt, så troen på at komme tilbage sad altid i os.

Den danske trup begyndte at øjne OL-guldet efter at have været stort bagud.

Ungarn begyndte at lave fejl, og vi greb chancen. Vi lavede seks mål i træk. Kampen var igen helt lige, 24-24. Jan Pytlick kom hen til mig, mens jeg sad på bænken under et ungarsk angreb.

- Det er nu, Camilla, sagde han.

Jeg vidste, hvad han mente. Jeg havde ikke spillet nogen stor kamp. Der resterede syv minutter af finalen, og jeg var nødt til at træde i karakter.

Jeg havde en evne til at spille godt, når de store kampe skulle afgøres. Jeg blev sjældent nervøs, og jeg kunne kontrollere mit spændingsniveau, når adrenalinen pumpede i kroppen. Jeg tror i bund og grund, det er fordi, at jeg ikke tog håndbolden så højtideligt. Jeg har altid sagt til mig selv: 'Det er bare en sport.'

Det lyder måske lidt mærkeligt, når jeg endte med at blive en af verdens bedste på min plads, men måske var det netop på grund af min tilgang til sporten. Mine forældre har aldrig presset mig, men i stedet husket mig på, at der var vigtigere ting i livet end håndbold. Og at sport skulle være sjovt.

Camilla Andersen hilser på publikum inden en kamp ved OL.

Som lille brugte jeg utallige timer på at lege med mine søskende i haven, og der var som oftest en bold indblandet. Da jeg begyndte til håndbold, var jeg stædig nok til at træne hårdt – men det var altid med glæde.

Jeg ville ønske, at jeg kunne give den tilgang videre til kvindelandsholdet i dag. Da jeg så holdet spille VM i Japan, fik jeg lyst til at ruske nogle af spillerne og sige: 'Nu bliver I simpelthen nødt til at tage det her helt ned på jorden. Det er ikke livsvigtigt, om I vinder en håndboldkamp.'

De lagde et helt unødvendigt, stort pres på sig selv. Det var, som om konsekvensen af at spille dårligt eller tabe kampe fyldte mere end glæden ved at være til VM.

Allerede inden turneringen startede, så de en mulig fiasko ved ikke at komme til OL, og det hæmmede dem. Set udefra i hvert fald. Det mentale fylder meget på det landshold i dag, og det er så ærgerligt. Det er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt de er gode nok eller ej. Det er de.

Camilla Andersen var ude for at hilse på familien efter OL-finalen.

Evnen til at analysere spillet har jeg fået fra min far, Gert Andersen. Både min far og min mor, Toni Røseler, har spillet på det danske landshold og deltaget i VM-slutrunder. De har været en uvurderlig støtte for mig, og jeg har været heldig at have en far med så stor håndboldindsigt. Efter sin aktive karriere blev han træner og vandt danske mesterskaber med både FIF på damesiden og Stadion og Helsingør på herresiden.

Som 12-årig brugte jeg mange timer i hallen i Helsingør, mens herrerne trænede, og jeg tog med i spillerbussen til de lange udebaneture i Jylland. Jeg deltog i taktikmøderne og lyttede opmærksomt, når min far forklarede spillerne, hvordan modstanderens forsvar skulle nedbrydes. Jeg talte ofte om håndbold med min far.

- Prøv at se, hvordan han spiller. Læg mærke til, hvad det er, han gør, sagde han til mig, når Helsingør-stjernen Jens Erik Roepstorff dominerede kampene, og jeg fulgte hver en bevægelse nøje og sugede til mig.

Jeg sagde det jo. Det var den der skovtur

Jan Pytlick

Da jeg senere selv begyndte at spille, stod min far altid til rådighed, hvis jeg havde lyst til at snakke om mine kampe. Min spilforståelse blev styrket, da jeg fik Ulrik Wilbek som træner. Han er en af de bedste taktiske trænere, jeg har haft.

Vi talte meget om angrebsåbninger sammen: Hvad kunne vi gøre, når den type back var inde? Hvordan satte vi bedst stregen i scene? Han styrkede min evne til at analysere spillet, alt efter hvem der spillede ved siden af mig, og hvilke modstandere der stod over for mig.

Jeg følte, at jeg forstod spillet, og hvad der skulle til rent angrebsmæssigt, og samtidig havde jeg mange fantastiske holdkammerater på landsholdet, der bød ind med idéer til, hvordan de hver især kunne iscenesættes.

Men i OL-finalen skød jeg selv, da kampen skulle afgøres. Efter Jan Pytlicks ord til mig på bænken, steg jeg op fra højre back og sendte bolden afsted mod målets fjerneste hjørne. Skuddet bragte os foran med 25-24.

Camilla Andersen spillede sig op under OL-turneringen.

Beáta Siti svarede igen. 25-25. Jeg skød fra playmakerpositionen. 26-25. Ungarn udlignede. Jeg sendte igen et skud afsted fra otte-ni meter. 27-26.

Med godt to minutter tilbage kæmpede Katrine Fruelund sig til et straffekast. Jeg skulle skyde og havde muligheden for at bringe os foran med to mål. Jeg var klar over, at det var et altafgørende øjeblik. Da jeg gik hen til straffekastlinjen, fik jeg flashback til VM-kvartfinalen mod Frankrig, hvor jeg brændte et lignende straffekast.

- Det kommer jeg ikke til at gøre igen. Denne gang scorer jeg, tænkte jeg.

Jeg valgte min favoritvariant på straffekast: Et skud nede ved målmandens højre fod. Det var ikke verdens bedste skud, men bolden gik ind. Kort efter satte Anette Hoffmann punktum for finalen med sit 11. mål. Vi var olympiske mestre igen.

Camilla Andersen og Tonje Kjærgaard jubler over OL-guldet.

Følelserne kogte over i vores lejr. Jan Pytlick omfavnede alle, der kom i nærheden af ham. Han og assistenttræneren Kim Jensen fik en tur i luften af os spillere.

- Jeg sagde det jo. Det var den der skovtur, huskede Pytlick mig grinende på.

Jeg svarede, at jeg nu var sikker på, at vi havde vundet alligevel. Vi løb rundt på banen og jublede med publikum. Christina Roslyng og Lotte Kjærsgaard dansede, mens ungarerne sad som forstenede tilbage på bænken og græd.

Der var ingen glædestårer hos mig, men følelserne boblede indvendig. Jeg var glad på holdets vegne, fordi vi kom til OL som underdogs og præsterede så flot. Mentalt var jeg træt og lettet, fordi der havde været så meget pres på mig personligt med al den fokus på mit privatliv.

Håndboldfinalen var sidste punkt på det officielle OL-program, så da vi havde jublet sammen et stykke tid, løb vi over til det olympiske stadion for at være med i afslutningsceremonien.

Vi nåede ikke hjem at skifte til pænt tøj, men ankom i vores rød-hvide træningsdragter. Tonje Kjærgaard havde stadig sine knæbeskyttere på og den ene fod tapet ind omkring anklen. Det var lige, som det skulle være. Solen skinnede, og efter en enkelt øl var jeg færdig.

Camilla Andersen lykønskes af Mia Hundvin ved præmieceremonien.

Vi landede i Danmark tirsdag morgen efter en lang rejse, og allerede næste dag skulle vi til Frederikshavn med FIF og spille ligakamp. Den nordjyske hal var proppet af tilskuere, der gerne ville se OL-guldvindere spille.

Vi vandt 20-19, men spillede dårligt. Jeg var udmattet. Kort efter hev Jan Pytlick fat i os ældre spillere på holdet.

- I er nødt til at beslutte jer rimelig hurtigt, om I vil med til EM i Rumænien eller ej, sagde han.

Det næste mesterskab ventede et par måneder senere. Jeg vidste, at EM ville betyde endnu et møde med Norge og fornyet mediefokus på mit forhold til Mia. Jeg kunne slet ikke se mig selv i hele det palaver igen. Samtidig havde jeg spillet næsten 200 landskampe. Jeg kunne mærke, at det var tid til at fylde livet med noget andet.

OL-finalen blev min sidste landskamp, og det har jeg ikke fortrudt. Det var et godt punktum. Det er ikke den landskamp, hvor jeg har spillet bedst, men jeg tog ansvar, da der var brug for det.

Der var lufttur til Jan Pytlick efter OL-guldet.