Håndbold

København sender svensk landsholdsspiller til Rumænien

Linn Blohm er solgt. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Rumænske CS Minaur Baia Mare har købt København Håndbolds svenske landsholdsstregspiller Linn Blohm.

Efter to sæsoner hos København Håndbold er Linn Blohm fortid i hovedstadsklubben.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside, hvor ejer Kim Mikkelsen både er glad og ærgerlig over afgangen af den vigtige stregspiller.

- Det er en ambivalent følelse at stå tilbage med, når vi vælger at sælge en topspiller. På den ene side er det sportsligt meget svært at erstatte en så dygtig spiller som Linn, som måske har spillet sin hidtil bedste sæson.

- På den anden side er der en kæmpe stolthed over, at endnu en verdensklassespiller er videreudviklet i København Håndbold. Det må betyde, at vi langt hen ad vejen er dygtige til at udvikle vores spillere i den bedre retning, siger klubejeren på holdets hjemmeside.

København Håndbold meddeler ikke, hvem der har købt den svenske landsholdsspiller, men kigger man på den rumænske klub CS Minaur Baia Mares hjemmeside, får man svaret.

Her glæder de sig over at have sikret den stærke stregspiller og opremser alle hendes bedrifter i karrieren, der også har sendt hende forbi danske TTH Holstebro og FC Midtjylland.

Blohm bliver holdkammerat med blandt andre landsmændene Filippa Idéhn og Mikaela Mässing.

Blohm glæder sig til nye udfordringer

Ingen af parterne oplyser, hvor stort et beløb den rumænske klub har sendt til den danske hovedstad.

Den nu tidligere København-profil Linn Blohm glæder sig til nye udfordringer.

- Det er en meget spændende mulighed, der venter mig og det ser jeg frem til. Jeg skal efter mange år i Danmark, prøve kræfter med en ny liga, et nyt land og en ny kultur.

28-årige Blohm blev ved VM i december sidste år kåret som turneringens bedste stregspiller.