Håndbold

Landsholdsspiller har store ambitioner i ny klub

Fie Woller ser frem til at prøve kræfter med den franske liga. Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Fløjspilleren Fie Woller skifter til franske Bourg-de-Péage, hvor hun vil få klubben højere op i tabellen.

En beskeden niendeplads kunne franske Bourg-de-Péage se tilbage på, da coronapandemien afbrød den nationale liga.

Til den kommende sæson har de hentet den danske landsholdsspiller Fie Woller i Bietigheim, og hun agter at hjælpe klubben med at slutte højere oppe i tabellen i næste sæson.

- Jeg synes, at den niendeplads skal vekles til en plads højere oppe i tabellen. Vi skal et par skridt højere op, siger Fie Woller til TV 2 SPORT.

Den danske landsholdsspiller kommer fra Bietigheim, der sluttede på andenpladsen i den tyske liga, som også blev afbrudt på grund af coronapandemien.

Men Fie Woller mener ikke, at hun nu har taget et skridt ned.

- Man kan ikke sammenligne de to ligaer, synes jeg. Jeg kommer selvfølgelig til at savne at spille EHF eller Champions League, siger Woller.

- Jeg skal finde ud af, hvad den franske liga kan. Men jeg vurderer, at den franske liga er stærkere end den tyske.

'Tid til at prøve noget nyt'

Fløjspilleren har 63 kampe på cv'et for det danske landshold, og hun er et af flere prominente nye navne, som den franske klub har præsenteret frem mod næste sæson. Der er blandt andre tale om rutinerede kræfter som 37-årige Marta Mangue og Alexandra do Nascimento, der er 38 år.

Fie Woller har foretaget skiftet, da hun vil udfordre sig selv.

- Det var tid til at prøve noget nyt, og jeg glæder mig helt vildt til at skulle ud og udfordre mig selv og spille i den franske liga. Jeg blev udfordret i Biethimheim, men nu bliver det på en lidt anden måde. Jeg får en ny kultur og et nyt sprog, og det glæder jeg mig meget til, siger hun.

Bourg-de-Péage har spillet i den bedste franske række siden 2017, hvor den bedste placering er niendepladsen i den nu aflyste sæson.