Håndbold

Stregprofil misser EM på grund af graviditet - landstræner vil savne hende

Herning-Ikast-spilleren har spillet på landsholdet siden 2015. Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Sarah Iversen går glip af EM på hjemmebane, og det ærgrer naturligvis landstræner Jesper Jensen.

Når Danmark løber på banen til den første EM-kamp 4. december, bliver det uden Sarah Iversen.

Stregspilleren har nemlig annonceret på sin Instagram, at hun er gravid og efter planen skal føde i januar - én måned efter EM's begyndelse.

- Vi skal være forældre, lyder den kortfattede tekst, som er akkompagneret af et billede, der viser en tydeligt glad Sarah Iversen.

Hun spiller til dagligt i Herning-Ikast. Klubben fortæller til Herning Folkeblad, at de har tænkt sig at hente en erstatning.

Landstræner ønsker tillykke, men ærgrer sig

Iversen var med til den seneste slutrunde, da der blev afholdt VM i Japan i december sidste år. Hun var ligeledes med til landsholdssamlingen i begyndelsen af juni.

Derfor var hun "umiddelbart en af dem, der kunne have fået en billet", som landstræner Jesper Jensen udtrykker det. Og afbuddet ærgrer da også landstræneren.

- Det er helt vildt ærgerligt. Sarah gjorde det rigtig godt specielt ved den seneste slutrunde, og hun har været inde i en god udvikling.

- Vi ville rigtig gerne have haft muligheden for, at Sarah kunne udtages, siger Jesper Jensen, der også ønsker stregspilleren tillykke.

Selvom Sarah Iversen gjorde en god figur under VM i Japan, måtte det danske landshold nøjes med en niendeplads.

Selvom landsholdet kommer til at savne den hårdtkæmpende Herning-Ikast profil, mener Jesper Jensen samtidig, at de er dækket rimeligt ind.

- Jeg synes, at vi er godt dækket ind. Der er både Stine Bodholt og Kathrine Heindahl - og der er også hendes søster, Rikke Iversen.

- Vi er ikke i panik, men vi kommer til at savne hende, siger landstræneren og fremhæver, at hun - foruden at være en dygtig håndboldspiller - også har stor betydning for det sociale på holdet.

Sarah Iversen har spillet 52 landskampe med 70 mål til følge.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra Sarah Iversen.