Håndbold

Kiel og Barcelona venter Aalborg i Champions League

Aalborg Håndbold skal i den kommende sæsons Champions League-turnering møde Barcelona, Veszprem og Kiel.

Aalborg Håndbold skal i den kommende sæsons Champions League-turnering op imod blandt andet spanske Barcelona, Veszprem fra Ungarn og tyske THW Kiel.

Det blev en realitet ved onsdagens lodtrækning i Wien.

De to førstnævnte modstandere blev trukket op af bowlen fra det øverste af fire seedningslag, mens Aalborg ligesom Kiel var placeret i andet lag.

Fra tredje lag blev franske Nantes og HC Motor fra Ukraine trukket op, og Aalborg skal fra fjerde lag møde RK Celje fra Slovenien og kroatiske RK Zagreb.

De otte klubber kommer til at dyste i gruppe B.

Champions League-sæsonen 2020/21 kommer på grund af den lange coronapause senere i gang, og derfor er konceptet lavet om, så kun 16 hold deltager i turneringen.

De to bedste hold fra hver gruppe stryger direkte til kvartfinalerne, men holdene, der slutter fra nummer tre til seks i hver gruppe, spiller playoffkampe om de sidste billetter til kvartfinalerne.

Den igangværende Champions League er fortsat ikke spillet færdig, men vil blive afsluttet med Final 4 i slutningen af august.

Aalborg havde spillet sig videre til ottendedelsfinalen mod portugisiske Porto, men på grund af coronakrisen valgte man at sløjfe ottendedelsfinaler og kvartfinaler og lade de fire bedste fra gruppespillet gå direkte til Final 4.

Der blev også trukket lod til kvindernes Champions League, hvor 16 hold også skulle fordeles i to grupper.

I gruppe A er Team Esbjerg i gruppe med Metz, Rostov-Don, Vipers Kristiansand, Ferencvaros, CSM Bucuresti, BBM Bietighiem og Krim Mercator.

Odense er en del af gruppe B, hvor de syv andre klubber er Ramnicu Valcea, Györi, Buducnost, Dortmund, CSKA, Brest og Podravka.