Håndbold

Skanderborg-sportschef Torben Væver er død

Torben Væver. TV 2 SPORT

Klubmanden Torben Væver er død efter en hjerneblødning. Han blev 52 år.

Skanderborg Håndbolds sportschef, Torben Væver, er afgået ved døden.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

- Det er med stor sorg, at vi i Skanderborg Håndbold må meddele, at Torben Væver i går d. 30. juni kl. 17.35 afgik ved døden på Skejby sygehus, efter at han i tirsdags 23. juni fik en hjerneblødning.

- Vore tanker går til hans kone Dorthe Marschall Væver – børn Andreas, Mathias, Kathrine, Cecilie og Marie – svigerbørn – barnebarn og familien.

- Det har været vigtigt for os at respekten og sorgen for de nærmeste og familien er kommet først – Skanderborg Håndbold har måttet stå i anden række, skriver klubben.

Væver var en stor ildsjæl i Skanderborg Håndbold.

Han var blandt andet med til at starte klubbens eliteakademi, som er en af de mest succesfulde i Danmark.

I 2012 blev han kåret til årets leder i dansk håndbold.

Udover at være sportschef var han også bestyrelsesmedlem i Skanderborg.

Klubben har både et kvinde- og herrehold i Danmarks bedste håndboldligaer.

Sønnen Andreas Væver har tidligere spillet i klubben, men er nu i KIF Kolding.