Håndbold

Myrhol ovenpå igen efter coronasmitte - imponerede i løbetest

Bjarte Myrhol kan glæde sig over en god første træning med holdkammeraterne, hvor han blandt andet var hurtigste mand i løbetesten. TV 2 SPORT

Norske Bjarte Myrhol og resten af Skjern-mandskabet havde tirsdag første træning siden marts. Her var nordmanden den hurtigste løber i truppen.

For første gang i knap fire måneder kunne Skjern-spillerne i dag snøre deres håndboldsko.

Med i træningen var også holdets kaptajn, Bjarte Myrhol, der i det seneste år har kæmpet med helbredet, nemlig en drilsk tarmsygdom, der blandt andet resulterede i en operation, et EM-afbud og mange uger væk fra banen.

I midten af marts var nordmanden igen ramt på helbredet, da han havde symptomer på coronavirus efter en tur til Tyskland.

Nu er der dog ikke svaghed at spore hos den norske stregspiller. Tværtimod.

- Det går helt fint. Jeg er helt ovenpå og har været i gang i lang tid helt uden symptomer, så det er forhåbentlig et afsluttet kapitel af mit liv, siger Bjarte Myrhol til TV 2 SPORT efter dagens træning.

- Det er min 21. opstart, og jeg har haft ét år med alvorlige skader. Ellers har jeg nærmest spillet samtlige kampe hvert år, så jeg skal ikke klage. Det bliver forhåbentlig et helt normalt år, hvor man skal komme godt i gang.

Bjarte Myrhol fortalte i november offentligheden om sin tarmsygdom, og i julen fik han et tilbagefald, der resulterede i en operation.

Den norske spiller fik dog kæmpet sig tilbage på banen og gjorde comeback for Skjerns førstehold imod KIF Kolding i slutningen af februar.

- Mega, mega skønt

Dagens løbetest vidnede da også om en nordmand på toppen. Bjarte Myrhol tilbagelagde tre kilometer på 10 minutter og 29 sekunder og var den hurtigste på distancen.

Foruden løbetesten havde Skjern også første haltræning i dag og så dermed hinanden, trænerteamet og administrationen for første gang i lang tid.

- Det var faktisk mega, mega skønt. Man havde nærmest en nervøs fornemmelse i maven, inden man tog af sted, fordi det har været så længe siden, siger Bjarte Myrhol og tilføjer med et grin:

- I løbetesten løb man ligeud, men når man skal begynde at bevæge sig til siden, hoppe og kaste, var der i hvert en gammel, norsk krop, som sagde: ”Det her vil jeg helst, at du stopper med”. Ej, det var godt. Det var en stille og rolig første træning.

Dermed er den første ud af mange træninger overstået i jagten på DM-guldet i næste sæson. Skjern spiller efter planen deres første kamp i herreligaen den 4. september, hvor de møder SønderjyskE.