Håndbold

- Man skulle tro, at PSG er ekstremt professionelt, siger Sagosen

I 19/20-sæsonen blev Sander Sagosen kåret som årets bedste playmaker og spiller i Frankrig. Ritzau Scanpix

Sander Sagosen ser frem til at spille i THW Kiel, der ifølge ham, er i en hel anden liga end Paris Saint-Germain.

Topprofessionelt setup, styr på tingene og ordentlige forhold.

Det er ord, der kan beskrive alverdens topklubber - og herunder skulle man tro, at de franske mestre fra Paris Saint-Germain også kunne placeres.

Vi afsluttede al træning i slutningen af marts og fik en SMS om, at vi var mestre

Sander Sagosen

Efter tre år i klubben har Sander Sagosen dog et andet syn på klubben.

- Man skulle tro, at PSG er ekstremt professionelt, men Kiel er på et helt andet niveau. PSG's håndboldklub kommer lidt i anden række bag fodboldklubben PSG. I Kiel er alt i orden, siger Sander Sagosen til den norske avis Dagbladet.

Derfor ser han også meget frem til at komme til Tyskland og spille, hvor han har skrevet under på en treårig kontrakt.

- Sportsligt er det et projekt (THW Kiel, red.), jeg har større tro på end i PSG. At spille i Bundesligaen er en drengedrøm.

Tom fornemmelse

Inden Sagosen pakkede flyttekasserne i bilen og satte kursen mod Kiel knap 1000 kilometer væk, sluttede han af med at blive fransk mester for tredje år i træk. Samtidig blev han kåret som både årets spiller og playmaker i den franske liga.

Normalt foregår det med konfetti, fantastisk stemning fra tilskuere, en pokal og fest. Men i år blev det en helt anden og noget tom oplevelse.

For her tikkede blot en besked ind på Sagosens telefon.

- Det har været specielt. Meget specielt. Vi afsluttede al træning i slutningen af marts og fik en SMS om, at vi var mestre. Det var specielt at få den besked på SMS efter at have arbejdet for det så længe - i stedet for at løfte trofæet.

Beordret til Paris

Det er ikke første gang, at Sagosen kommer med kritik af storklubben PSG. I coronapausen var han tilbage i Norge, men med få uger tilbage af kontrakten, blev han beordret tilbage til Paris. Mødte han ikke op, ville han ikke få udbetalt den sidste løn og bonus. Det på trods af, at der ikke var mulighed for haltræning.

Dengang sagde Sagosen til TV 2 Norge:

- Vi får ikke engang lov til at røre en bold, så vi mødes tre gange om ugen til fysisk træning og ikke noget andet end det. Det er egentlig forbandet irriterende.

Snart kan Sagosen igen smøre fingrene ind i harpiks og hamre bolden i målet, når han bliver holdkammerater med Niklas Landin og Magnus Landin i det tyske.