Håndbold

Landsholdsbobler slemt skadet i træningskamp: - Det kunne ikke være værre

Helene Kindberg må se frem til en længere pause efter en alvorlig knæskade. Pressefoto, Silkeborg-Voel KFUM

Hun var senest en del af det danske landsholds opstartstræning i juni, men nu må Helene Kindberg affinde sig med en længere pause grundet en knæskade.

Silkeborg-Voels højre back Helene Kindberg må væbne sig med endnu mere tålmodighed, når den kommende håndboldsæson vender tilbage efter coronapausen.

En trist kendsgerning, der blev realitet, fordi hun rev sit forreste korsbånd over til en træningskamp tirsdag aften mod TTH Holstebro.

Her gik det galt for den 22-årige bagspiller, der banker på for en plads på danske landshold, efter otte minutter.

- Jeg kom bare op i en andenbølgekontra i ret høj fart og lavede et fodskifte, som jeg gør normalt, og så kunne benet bare ikke følge med, siger Helene Kindberg til TV 2 SPORT.

Helene Kindberg var inde omkring landsholdet i juni, hvor hun var udtaget til landstræner Jesper Jensens 23-mandstrup til en opstartstræning.

Scanning onsdag og igen torsdag

Hele hendes forberedelser til den kommende sæson må nu sættes på pause. En scanning onsdag har vist, at hendes forreste korsbånd er revet over.

Torsdag skal hun igen scannes, fordi ”der kan være mere”, som hun siger.

Hvor dårlig timing er det her?

- Det kunne ikke være værre. Det er virkelig, virkelig træls.

Silkeborg-Voel spiller første ligakamp i den nye sæson den 25. august mod Herning-Ikast.

Helene Kindberg har spillet for Silkeborg-Voel siden 2018 og har kontrakt med klubben til sommeren 2021.