Håndbold

Heindahl får forløsende besked: - Det har jeg ventet på længe

Kathrine Heindahl har skiftet Odense Håndbold ud med CSKA Moskva. Ritzau Scanpix

Landsholdsstregspilleren Kathrine Heindahl kan nu endelig slutte sig til sine nye holdkammerater i CSKA Moskva.

På søndag stiger danske landsholdsspiller Kathrine Heindahl endelig ombord på et fly med retning mod Moskva.

- Det er mega dejligt. Det har jeg gået og ventet på længe, siger en glad Heindahl til TV 2 SPORT.

Mens hendes nye holdkammerater har trænet sammen i en måned, har stregspilleren siddet hjemme i Danmark og ventet. Ventet på at kunne komme af sted og slutte sig til sin nye klub, CSKA Moskva.

Det har coronavirussen sat en stopper for indtil nu, hvor hun nu endelig har fået lov til at rejse østpå mod Ruslands hovedstad.

Har haft dage, hvor det hele kunne være lige meget

Det er ikke helt til at forstå, at Heindahl nu endelig kan påbegynde sit udlandseventyr. Men efter utallige udsættelser sker det nu endelig.

- Det der med at kunne se ens holdkammerater være i gang, mens man bare stadig sidder her, har været hårdt. Jeg har ramt nogle punkter, hvor datoen igen blev skubbet, hvor motivationen var lidt svær at blive ved med at finde.

Kathrine Heindahl glædede sig over nyheden på sin Instagram.

- Der har jeg haft dage, hvor jeg bare tænkte, at det hele kunne være lige meget, siger hun.

Tror på god form

Tiden i Danmark har stået på hjemmetræning, og selvom motivationen til tider har været svær at finde, er det gået godt, tror hun.

- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har den form, jeg skal være i. Men så er der også kropskontakt og timing med de andre piger. Det er forhåbentligt kun det, der mangler.

Kathrine Heindahl og CSKA Moskva har allerede mulighed for at vinde en medalje i august, når de spiller Final4 i pokalturneringen fra den 19. august.