Håndbold

Landstræner er bekymret for spillerne efter 'usædvanligt' mange alvorlige skader

Jesper Jensen har selv fået Estavana Polman skadet med et ødelagt korsbånd. TV 2 SPORT

Den danske kvindelandstræner og træner for Team Esbjerg, Jesper Jensen, frygter for rekordmange alvorlige skader efter coronapausen.

De alvorlige skader er enhver håndboldspiller og træners værste mareridt.

Og selvom den nye sæson herhjemme ikke er begyndt endnu, har der allerede været flere af de frygtede led- og sceneskader.

Min bekymring går jo på, hvad sker der i de næste tre uger? Og hvad sker der, når sæsonen kommer i gang?

Jesper Jensen, landstræner og cheftræner i Team Esbjerg

- Jeg tænkte bare nej, nej, nej. Det skal ikke ske for mig, forklarer Helene Kindberg fra Silkeborg-Voel, der i sidste uge ødelagde sit korsbånd.

- Jeg har haft det meget, meget svært med det, lyder det fra GOG's Emil Lærke, der i én af de første træninger i opstarten til den nye sæson rev sin akillessene over.

De to spillere er ikke alene. I alt fire håndboldspillere fra de to bedste rækker i landet er blevet ramt af lange, alvorlige skader - selvom sæsonens første kampe endnu ikke er spillet.

Det er et usædvanligt syn så tidligt i sæsonen. Men det overrasker ikke en ekspert på området, der ikke er sen til at give den lange coronapause en del af skylden.

- Det var desværre nok lidt forventet. Vi har haft en længere periode i Danmark, hvor folk ikke har kunnet træne struktureret, siger Line Hovgaard, der er fysisk træner hos Team Danmark.

- Jeg er næsten forundret over, at der ikke er sket mere. Det er desværre sådan, at håndbold er en heftig sport med masser af retningsskifte. Særligt når du så er i sådan periode her uden håndbold og uden en strategi for at styrketræne, så vil nogle spillere være i højrisiko.

Det er sådan her, Helene Kindberg får tiden til at gå lige nu. På sofaen med benet oppe og gode serier i TV'et.

Spillerne betaler prisen, mener landstræner

Den kedelige tendens vækker stor bekymring hos landstræner Jesper Jensen, der til dagligt også står i spidsen for Team Esbjerg.

Han har selv fået sin store profil Estavana Polman skadet i en længere periode med et ødelagt korsbånd og frygter nu et historisk højt antal skader i den kommende sæson.

- Min bekymring går jo på, hvad der sker i de næste tre uger? Og hvad sker der, når vi kommer ind i sæsonen med et presset program?

- Det er klart, når du har været ude i 16 uger, uden retningsskifte og håndboldbevægelser, så er der en forøget risiko. Lige nu ser det også ud til, at der er en overrepræsentation af de her alvorlige skader.

Håndboldspillerne i Danmark vendte i midten af juli tilbage på arbejde efter fire måneder på lønkompensation, hvor de selv har skullet passe deres træning.

Men opstartsfasen inden den nye sæson er ikke blevet længere end normalt på trods af spillernes lange pause uden den normale håndboldtræning med holdkammeraterne.

- Det er jo det store kompromis. Vi er også nødt til at holde forretningen kørende, så spillerne kan få noget løn, og vi ikke skal ud i en masse fyringer, siger Jesper Jensen til TV 2 SPORT.

- Jeg har en følelse af, at spillerne kommer til at betale lidt af prisen for det her.

Skadede spillere krydser fingre for kollegaer

For Helene Kindberg gik det galt i en træningskamp mod Holstebro.

Et hurtigt fodskifte var mere, end knæet kunne holde til, og med ét røg efterårssæsonen på gulvet.

- Det er hårdt for benene at lave de retningsskifte, som vi ikke har været vant til længe. Jeg håber ikke, det sker for andre, men det er lidt vildt, at det er sket for så mange allerede, siger den 22-årige håndboldspiller til TV 2 SPORT.

Hun håber på en operation senere i august, men kan på trods af den risikere at skulle være ude i op til et år med sin skade.

Så længe er Emil Lærke ikke ude for GOG. Hvis alt går vel, er han tilbage i begyndelsen af 2021.

Den unge spiller gik i stykker i en af opstartens første træninger, og han er heller ikke i tvivl om, at coronapausen bærer en del af skylden for den ødelagte akillessene.

- Måske har min egen træning ikke været god nok, men jeg tror, at den her lange pause spiller en stor rolle, forklarer Emil Lærke til TV 2 SPORT.

Håndboldsæsonen i Danmark begynder 22 august, når Odense Håndbold og Team Esbjerg mødes.