Håndbold

Endnu en landsholdsstreg er gravid

Stine Bodholt (th.) er gravid. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Håndboldekspert Bent Nyegaard kalder det for "et stort problem", at Stine Bodholt misser EM til december.

To ud af tre af landstræner Jesper Jensens foretrukne stregspillere misser den kommende EM-slutrunde på hjemmebane til december.

Det står klart, efter at 30-årige Stine Bodholt mandag har offentliggjort på sin Instagram, at hun venter et barn til februar næste år.

Den 30. juni meddelte en anden landsholdsstregspiller Sarah Iversen, at hun er gravid.

Nyegaard: Det er et stort problem

Både Bodholt og Iversen var en del af Jesper Jensens seneste landsholdstrup. Tilbage er nu kun Kathrine Heindahl af de tre udtagne spillere på positionen, og det er dårligt nyt ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Det bliver en større og større kompleksitet for Jesper Jensen, der ikke er set før. Det er jo stambesætningen, vi taler om.

- Selvom Stine Bodholt ikke var så fremtrædende ved det sidste mesterskab (I Japan, december 2019, red.), har hun jo igennem hele tidligere landstræner Klavs Bruuns regeringsperiode tilhørt stampersonalet. Så det er klart, at det gør det svært for Jesper Jensen, siger Bent Nyegaard.

Han er sikker på, at det bliver svært for landstræneren at finde en løsning.

- Det er et stort problem – også fordi det er rigtig meget international erfaring, man mister. En afløser kunne være Sarah Iversens søster, Rikke Iversen, der efter de tre spillere har været inde omkring landsholdet, og jeg er ikke i tvivl om, at hun kommer i spil.

- Men det er bare en helt, helt anden størrelse – især erfaringsmæssigt. Det er en grum hovedpine i en varm tid for Jesper Jensen, siger Nyegaard.

Jesper Jensen skal altså nu ud i en plan B og C for at finde afløserne.

Landstræneren, der er i gang med at forberede sig til sin første slutrunde i spidsen for det danske landshold, sagde i forbindelse med Sarah Iversens graviditet følgende:

- Det er helt vildt ærgerligt. Sarah gjorde det rigtig godt specielt ved den seneste slutrunde, og hun har været inde i en god udvikling.

- Vi ville rigtig gerne have haft muligheden for, at Sarah kunne udtages, lød det fra Jesper Jensen, der også ønskede Iversen tillykke.

Stine Bodholt har spillet 71 kampe for det danske landshold og spiller til daglig i den franske klub Nantes.