Håndbold

Landstræner vælger at være glad på gravid stregspillers vegne

Jesper Jensen skal ud og spejde efter nye stregspillere til landsholdet. TV 2 SPORT

Jesper Jensen er glad på Stine Bodholts vegne, men landstræneren erkender, at han nu skal studere stregspillere, inden EM-slutrunden begynder.

Lykkelige omstændigheder har sat landstræner Jesper Jensen i en svær situation.

For mandag aften kunne landsholdsspilleren Stine Bodholt fortælle, at hun er gravid og venter barn til februar. Og det giver problemer for Jesper Jensen, da det kommer lidt over en måned efter, at stregspilleren Sarah Iversen også meddelte, at hun er gravid.

Landstræneren forklarer, at det selvfølgelig er et tilbageslag ikke at kunne gøre brug af Stine Bodholt ved EM-slutrunden, men han understreger, at de ”vælger at være glade på Stine Bodholts vegne, da de hverken kan eller vil blande sig i, hvornår spillerne skal være gravide.”

- Det er dejlige omstændigheder for Stine, og selvom hun på en måde er helt vildt lykkelig over, at hun skal have et barn, er hun også lidt træt af, at hun ikke kan deltage i EM på hjemmebane og være med i sæsonen nede i Nantes. Men det er bare noget specielt at blive forældre, siger Jesper Jensen til TV 2 SPORT.

- Det er klart, at jeg som landstræner rigtig gerne vil have brugt Stine i slutrunden – også set i lyset af, at Sarah Iversen er ude. Der er jo egentlig stadig nogle (stregspillere, red.) at tage af, så det er ikke, fordi der er panik over det. Men når man tager to ud af tre ud, der var med til den seneste slutrunde, så begynder det at knibe lidt.

Heindahl er nok rimelig sikker på at blive udtaget, hvis hun kan stå på benene

Jesper Jensen, dansk landstræer

'En stærk treer i midtforsvaret ryger'

30-årige Stine Bodholt har spillet 71 kampe for landsholdet og scoret 105 mål, siden hun fik debut i 2014.

Bodholt, der til daglig spiller i franske Nantes, var en del af den første trup, Jesper Jensen udtog som landstræner. Han erkender, at der nu er lidt problemer i det centrale forsvar, hvor Bodholt spillede en vigtig rolle.

- Det er en spiller med erfaring og en spiller, der passer godt ind i den måde at være på som menneske. Hun er en stor kapacitet forsvarsmæssigt i forhold til måden, hun angriber tingene på. Der ryger i hvert fald lige en stærk treer i midterforsvaret, siger landstræneren.

Lyn-analyse

Det er et stort problem – også fordi det er rigtig meget international erfaring, man mister. En afløser kunne være Sarah Iversens søster, Rikke Iversen, der efter de tre spillere har været inde omkring landsholdet, og jeg er ikke i tvivl om, at hun kommer i spil. Men det er bare en helt, helt anden størrelse – især erfaringsmæssigt. Det er en grum hovedpine i en varm tid for Jesper Jensen.

Hvem skal tage over?

Sarah Iversen og Stine Bodholt var en del af den stregspillertrio, der var med til VM i Japan i december.

Kathrine Heindahl, der er skiftet til russiske CSKA Moskva, var den sidste del af den trio, og hun kommer til at få en stor rolle nu, forsikrer landstræneren.

- Heindahl er nok rimelig sikker på at blive udtaget, hvis hun kan stå på benene, siger Jesper Jensen og fortsætter:

- Så er der selvfølgelig Rikke Iversen, der kæmper om pladsen med Sara Hold i Odense. Så er der Marie Lykkegaard, der kommer tilbage i København fra en slem skade. De næste står klar, men det er klart, at det ikke er på Stine Bodholdts eller på Sarah Iversens niveau, så vi må se, hvordan det går i de første tre-fire måneder af sæsonen.

Jesper Jensen forklarer til sidst, at han nu skal i gang med at lægge puslespillet frem mod EM. Det kan blandt andet indebære, at Danmark kun tager to stregspillere med, selvom landsholdet i de tidligere slutrunder har opereret med tre.

EM-slutrunden i december skal spilles i Danmark, men der er sået en del tvivl omkring turneringen.

Det Europæiske Håndboldforbund nemlig endnu ikke har udstedt en garanti for, at det ikke bliver en underskudsforretning i tilfælde af få tilskuere på grund af coronasituationen. Uden en sådan garanti vil Danmark sige nej til værtskabet, fortalte Dansk Håndbold Forbunds formand, Per Bertelsen.