Håndbold

Endnu en ligaspiller ramt af alvorlig skade i optakten

18-årige Nyala Krullaars fra København Håndbold har pådraget sig en korsbåndsskade i optakten til sæsonen.

Efter en ekstraordinært lang håndboldpause på grund af coronapandemien er de danske håndboldklubber lige nu i gang med optakten til den kommende sæson.

Men for flere spilleres vedkommende bliver pausen meget længere end den, de har været igennem siden marts.

Seneste alvorlige skade har ramt København Håndbolds unge hollandske talent Nyala Krullaars. Ifølge det hollandske medie Handbal Startpunt pådrog hun sig en knæskade under træning for to uger siden, og resultatet af en scanning var den værst tænkelige.

- Først troede vi, det var menisken, men scanningen viste, at korsbåndet skal opereres, siger hendes mor Nannie til Handbal Startpunt.

- Hun så det ikke komme og er selvfølgelig skuffet. Hun har trænet rigtig godt i opstarten og var meget motiveret.

København Håndbold har ikke meldt noget officielt ud om skaden, men ifølge det hollandske håndboldmedie koster det Krullaars hele den kommende sæson.

TV 2 SPORT forsøger at få en kommentar fra klubbens cheftræner, Claus Mogensen.

Fem alvorlige skader

Nyala Krullaars forlængede i efteråret - kort efter ankomsten til klubben sidste sommer - sin kontrakt frem til 2023.

Hun har dog været en marginalspiller på venstreback-positionen i København, hvor det kun blev til én scoring i den forgangne sæson.

Hendes landsmand, Team Esbjerg-stjernen Estavana Polman, blev i starten af august dømt ude hele sæsonen med et overrevet korsbånd.

I opstarten har ligaspillerne Olivia Black (Ajax København), Helene Kindberg (Silkeborg-Voel) og Emil Lærke (GOG) også pådraget sig langtidsskader.

Et usædvanligt syn så tidligt i sæsonen, men ikke overraskende for fysisk træner i Team Danmark Live Hovgaard.

- Det var desværre nok lidt forventet. Vi har haft en længere periode i Danmark, hvor folk ikke har kunnet træne struktureret.

- Jeg er næsten forundret over, at der ikke er sket mere. Det er desværre sådan, at håndbold er en heftig sport med masser af retningsskifte. Særligt når du så er i sådan periode her uden håndbold og uden en strategi for at styrketræne, så vil nogle spillere være i højrisiko, sagde hun i sidste uge til TV 2 SPORT.

Dame- og herreligaen starter henholdsvis den 22. august og 1. september.