Håndbold

Kvindeligaen skifter navn

Kontakten til den nye hovedsponsor blev skabt gennem Viborg HK, der så potentiale til meget mere end bare en klubaftale.

To dage før åbningskampen i Kvindeligaen mellem Odense og Esbjerg er en ny aftale faldet på plads, der gælder et sponsorat af ligaen de næste fire år.

Den nye liga-hovedsponsor bliver den norske strømpeproducent Bambusa, og Divisionsforeningen beskriver aftalen som "en af de allerstørste økonomiske aftaler for kvindehåndbolden herhjemme."

Dermed bliver 'Bambusa Kvindeligaen' det nye navn, der danner ramme om landets 14 bedste kvindehåndboldhold. Tidligere var navnet HTH Ligaen.

Direktøren i Divisionsforeningen, Thomas Christensen, glæder sig over, at aftalen falder i hus på bagkant af flere måneder med økonomisk usikkerhed for elitehåndbold, efter Covid-19 har skabt usikkerheder omkring håndboldsporten.

- Derfor er det særdeles glædeligt, at vi nu har indgået en lang og økonomisk stor samarbejdsaftale med Bambusa, der ikke alene bidrager med et flot fast beløb til klubkasserne, men også åbner op for en potentiel og betragtelig merindtjening for den enkelte klub og deres tilhørende foreninger, siger Thomas Christensen.

Kontakten opstod gennem Viborg HK

Over for TV 2 SPORT fortæller han desuden om, hvordan det var ledelsen i Viborg HK, der skabte forbindelsen mellem Bambusa og Divisionsforeningen. Det norske firma undersøgte i foråret, hvordan de kunne komme ind på det danske marked, og i den sammenhæng kontaktede de en række håndboldklubber.

Hos Viborg HK så direktør Jørgen Hansen hurtigt en mulighed for, at samarbejdet kunne blive større end med bare en enkelt klub.

- To en halv uge senere havde vi en aftale til gavn for Viborg HK, men også til gavn for hele Kvindeligaen og dansk håndbold, fortæller Thomas Christensen og tilføjer:

- At det er en klubledelse, der baner vejen og ser et stort samlet potentiale for alle ligaklubber, vidner også om det forstærkede og solidariske samarbejde, der er mellem klubberne.

Bambusa glæder sig over aftalen

Bambusa-gruppen har siden 2017 været involveret i og hjulpet omkring 2400 sportsklubber i Norge og Sverige, og nu videreføres dette arbejde altså til Danmark.

- Vi er enormt glade for, at aftalen med Kvindeligaen er faldet på plads. De seneste par måneder har været præget af Covid-19 og lukkede døre til både sport og kultur, hvor vi - voksne som børn - er blevet påmindet om, hvor vigtigt det er, at vi kan komme til eksempelvis sport for at mødes, udfordres og udvikles.

- Vi tror fuldt og fast på, at et hovedsponsorat i Kvindeligaen er det helt rigtige skridt for os. Vi har et slogan, der hedder ”vi går sammen”, og netop ordet ”sammen” er i høj grad noget, man kan koble til håndbolden, hvor der er en stor fællesskabsfølelse mellem klubber, spillere og de mange fans, siger direktør i Bambusa, Håvard Gundersen, i en pressemeddelelse.

Du kan se første kamp i Bambusa Kvindeligaen på lørdag den 22. august direkte på TV 2 og TV 2 PLAY, når Odense hjemme tager imod Esbjerg klokken 16.10.