Håndbold

Landsholdsprofil tæt på første titel efter kun to uger i Rusland

Kathrine Heindahl har skiftet Odense Håndbold ud med CSKA Moskva. Ritzau Scanpix

Torsdag var Kathrine Heindahl tæt på at vinde den russiske pokalturnering med sin nye klub, CSKA Moskva.

Fire scoringer kunne have sikret landsholdsprofilen Kathrine Heindahl en regulær drømmestart i russisk håndbold.

Torsdag tabte Heindahl og hendes nye holdkammerater i CSKA Moskva dog den russiske pokalfinale 29-26 til Rostov Don.

Finalen blev spillet blot 18 dage efter Kathrine Heindahls ankomst til CSKA Moskva. Den stærke stregspiller har misset en del af optakten, fordi hun har været fanget i Danmark på grund af den nye coronavirus.

- Det der med at kunne se ens holdkammerater være i gang, mens man bare stadig sidder her, har været hårdt. Jeg har ramt nogle punkter, hvor datoen igen blev skubbet, hvor motivationen var lidt svær at blive ved med at finde, har Heindahl tidligere fortalt til TV 2 SPORT.

Bedst i første halvleg

Kathrine Heindahl debuterede for CSKA onsdag, da hun var med til at slå Astrakhanochka i semifinalen. Dermed var hun med til at sikre klubbens første finaleplads, skriver CSKA Moskva på sin hjemmeside.

Samme sted kan man læse, at klubben, der i øvrigt har danske Jan Leslie som træner, fik en god start på pokalfinalen. Efter en CSKA-føring på 15-14 ved pausen trak favoritterne fra Rostov Don fra i anden halvleg, og dermed fik Kathrine Heindahl lige netop ikke den helt perfekte start i Rusland.

Heindahls næste opgave med CSKA Moskva bliver starten på den russiske liga anno 2020/2021. Holdet spiller sæsonens første ligakamp den 25. august.

Med danske briller kan det blive væsentligt, at Kathrine Heindahl får succes i CSKA Moskva. Den tidligere Odensespiller er nemlig den eneste af de tre faste stregspillere på landsholdet, der skal spille EM på hjemmebane i december. Både Stine Bodholt og Sarah Iversen har meldt fra på grund af lykkelige omstændigheder. De er gravide.