Håndbold

TTH Holstebro går videre i Europa uden kamp

Johan Meklenborg og resten af TTH Holstebro-holdet er videre i EHF turneringen (Arkivfoto). Henning Bagger / Ritzau Scanpix

TTH Holstebros direktør kalder det "meget ærgerligt", at klubbens håndboldherrer ikke kan kvalificere sig på normal, sportslig vis.

TTH Holstebro er videre til anden kvalifikationsrunde i EHF-turneringen, uden at spillerne får sved på panden.

Det står klart, efter det islandske hold Valur har trukket sig fra første runde i EHF-kvalifikationsspillet på grund af covid-19-restriktioner på Island.

Det skriver TTH Holstebro på sin hjemmeside.

Det er synd for håndboldsporten, at sportslige ting skal afgøres på den her måde

John Mikkelsen, direktør i TTH Holstebro

Håndboldherrerne skal derfor først i aktion 22. og 29. september i anden kvalifikationsrunde.

TTH Holstebros modstander er endnu ikke kendt, men lodtrækningen til den sidste kvalifikationsrunde inden gruppefasen er planlagt til tirsdag 8. september.

Ærgerlig måde at gå videre

Direktør for TTH Holstebro John Mikkelsen kalder det over for TV 2 SPORT "meget ærgerligt", at holdet ikke kan kvalificere sig på normal vis.

- Som sportsmænd vil vi altid gerne spille kampene. Og hvis der er noget, vi higer ekstra meget efter lige nu, så er det at komme i kamp og vise os frem, siger John Mikkelsen.

TTH's træner, Søren Hansen, er ligeledes ærgerlig over at gå videre uden kamp.

- Det er selvfølgelig en træls måde at gå videre på. Og beslutningen fra Valur er truffet på baggrund af en svær tid. Jeg havde håbet på, at vi blev matchet på banen af et velspillende islandsk jernhold, men nu ser vi fremad mod resten af turneringen, siger Søren Hansen til TTH's hjemmeside.

Tre hold har trukket sig

Direktør John Mikkelsen forklarer, at Europa Cup-kampe har altid noget specielt over sig, og det er kampe, man som klub er stolt over at være en del af.

- Det er synd for håndboldsporten, at sportslige ting skal afgøres på den her måde. Det er ingen interesseret i. Det er desværre nu bare vilkårene, og jeg trods alt glad for, at det kun er tre ud af de mange deltagende hold, der er ude på den måde. Folk higer efter håndbolden bliver genoptaget.

De to norske klubber Haslum HK og OIF Arendal måtte i sidste uge opgive at deltage i EHF-turneringen på grund af de nuværende covid-19-restriktioner.

Frygter du, at der i de kommende måneder kommer flere aflyste kampe på grund corona?

- Vi må tage den her deltagelse i Europa step by step. Men vi kan nok være sikre på, at den ikke bliver afviklet efter almindelige forhold, siger direktøren.

John Mikkelsen mener, at der blandt klubberne i den bedste danske håndboldrække er bekymring for, hvordan sæsonens kan afvikles.

- Jeg håber, at vi kan få afviklet sæsonen så normalt som muligt. Kan vi få spillet den her sæson bare 80 procent af, hvad vi plejer, så vil jeg være rigtig, rigtig glad. Det håber og tror jeg på, siger John Mikkelsen.