Håndbold

Herrernes Final Four-stævne er blevet aflyst

Der bliver ingen pokaljubel i 2020. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

2020-udgaven af pokalturneringen i dansk herrehåndbold er blevet aflyst på grund af coronakrisen.

Der bliver ikke kåret en pokalvinder i dansk herrehåndbold i 2020.

For efter først at have været udsat af flere omgange på grund af coronakrisen er den resterende del af pokalturneringen 2019/2020 nu helt aflyst.

Det bekræfter Divisionsforeningen torsdag over for Jyllands-Posten.

- Det er hamrende ærgerligt. Det er en kæmpe håndboldfest, vi misser, siger Thomas Christensen, direktør i Divisionsforeningen, til Jyllands-Posten.

Der mangler ellers blot fire kampe af turneringen i indeværende sæson. De skulle have været afviklet som et såkaldt Final Four-stævne over en weekend.

Oprindeligt skulle stævnet have været spillet i Jyske Bank Boxen i Herning i marts. Siden blev arrangementet rykket til maj - og siden september - før Divisionsforeningen altså nu opgiver at finde en ny dato. I hvert fald som udgangspunkt.

- Lige nu er der intet alternativ, men vi har sagt til hinanden, at vi er åbne, hvis der skulle komme en mulighed. Men det er superærgerligt, siger Thomas Christensen til Jyllands-Posten.

De resterende klubber i i turneringen var TTH Holstebro, Skanderborg Håndbold, GOG og Bjerringbro-Silkeborg. Men ingen af dem får altså nu mulighed for at løfte trofæet i 2020.

Normalt får vinderne af pokalturneringen en plads i de europæiske turneringer. Men allerede da Final Four blev udsat første gang, valgte Udvalget for Professionel Håndbold i stedet at flytte den europæiske billet over i ligaen, hvor fire hold - mod normalt tre - altså har fået en plads til Europa.

Sæsonen 2020/21, som allerede er i gang, er planlagt til at finde en vinder i marts 2021.

Mens der altså ikke bliver fundet en pokalmester hos herrerne, så blev kvindernes pokalturnering færdigafviklet inden coronaens indtog i Danmark. I december 2019 vandt Herning-Ikast kvindernes udgave af Final 4.