Håndbold

Morten Olsen bifalder protester: - Det er fantastisk

Morten Olsen er skiftet til GOG sammen med Anders Zachariassen. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Den danske landsholdsspiller Morten Olsen har stor respekt for de spillere, der protesterer mod raceuroligheder i USA.

De seneste dages masseaflysninger af amerikanske sportsbegivenheder møder stor opbakning fra den danske landsholdsspiller Morten Olsen.

Ved siden af håndboldkarrieren følger han blandt andet med i NBA, hvor Milwaukee Bucks onsdag aften udeblev fra en kamp i playoff. Holdets udeblivelse var en reaktion på en episode i USA, hvor politiet skød en sort mand i ryggen.

- Jeg synes virkelig, det er fantastisk, det de gør. Og den måde de udtrykker sig på. De gør utrolig meget for at gøre opmærksom på de raceuroligheder, der er. Og de forskelligheder, der er. Hvor svært det er at være en sort mand og en sort kvinde i USA, siger Morten Olsen til TV 2 SPORT og uddyber:

- I Danmark er vi meget godt kørende på det område, så det kan være svært for os at sætte os ind i, hvor svært det er at være sort i USA.

Episoden, der fik Bucks-spillerne til at udeblive fra onsdagens kamp, skete søndag i Kenosha, Wisconsin – tre kvarters kørsel syd for Milwaukee. Her blev den 29-årige Jacob Blake skudt syv gange i ryggen af politiet, da han var ved at stige ind i sin bil, hvor hans tre børn sad. Politiet var blevet tilkaldt efter en anmeldelse om husspektakler.

Efter den aflyste Bucks-kamp blev yderligere to kampe droppet i NBA, mens flere baseball- og fodboldkampe også blev aflyst i USA. Torsdag bakker ishockeykollegaer også op om protesterne, mens basketballspillerne har erklæret sig klar til at gå på banen igen.

I kølvandet på de aflyste kampe, der har tiltrukket massiv opmærksomhed, ønsker spillerne nu at finde nye måder, hvorpå de kan udtrykke deres utilfredshed med situationen i USA.

Morten Olsen er vendt hjem til Danmark inden denne sæson. Torsdag spillede han og holdkammeraterne i GOG den sidste testkamp inden ligapremieren mod Lemvig den 4. september. GOG slog Flensburg-Handewitt med 40-32.