Kontra

Så meget har hver ligaklub fået i lønkompensation under coronakrisen

Mathias Gidsel fra GOG og Nycke Groot fra Odense. Ritzau Scanpix

Der er stor forskel på, hvor meget de danske håndboldklubber har modtaget i lønkompensation i de første godt fem måneder under coronakrisen.

Se KONTRA onsdag klokken 22.00 på TV 2 SPORT.

Alle klubber i både herre- og dameligaen i håndbold har gjort brug af statens lønkompensationsordning under coronakrisen.

I alt har klubberne i Danmarks bedste rækker tilsammen modtaget 33.626.186,47 kroner i løntilskud fra ordningen trådte i kraft i marts og frem til 3. august. Det viser en aktindsigt, som TV 2 SPORT har søgt i Erhvervsstyrelsen.

Beløbet er inklusive kompensationen til Nordsjælland Håndbold og EH Aalborg, der rykkede ned efter seneste sæson. Derudover står Skanderborg Håndbold kun listet i tabellen for herreklubber.

Direktør i Divisionsforeningen, Thomas Christensen, er glad for, at klubberne har fået hjælp, men han håber, at det ikke bliver nødvendigt meget længere.

- Bliver vi afhængige af støtteordninger i en lang periode, kan det godt blive svært at få sat tempoet op igen ude i klubberne på indtægtssiden. Derfor vil det være sjovest og rarest på kort sigt at lave vores egne penge, og det vil være langt det sundeste også på lang sigt, siger direktøren.

Herunder kan du se, hvor meget hver klub har modtaget, hvad gennemsnittet er i begge ligaer, og hvor meget kompensation der i alt er udbetalt på herre- og damesiden.

I gennemsnit har herreklubberne fået cirka 400.000 kroner mere per klub end på damesiden og godt syv millioner mere i alt.

Højdespringerne huserer altså begge på Fyn i form af GOG og Odense Håndbold.

Lemvig-Thyborøn og Ajax København har modtaget mindst blandt de klubber, der stadig spiller i ligaen på henholdsvis herre- og damesiden.

- Loyalitet har holdt klubberne i live

Skjern Håndbold har modtaget 2.019.354,01 kroner i lønkompensation.

Ifølge klubbens direktør, Carsten Thygesen, har statens støtte været afgørende, men den kan stadig ikke måle sig med, hvad sponsorer og andre med relation til Skjern Håndbold har hjulpet med.

- Den (kompensationen, red.) har været vigtig i forhold til, at vi kom i mål. Men den største del har været loyalitet, som vores kunder har udvist. Vi omsætter for cirka 24 millioner, og vi måtte stoppe 3/4 henne i turneringen. Så alt andet end lige skulle vi betale seks millioner tilbage til vores kunder.

- Men ingen af vores kunder - hverken de private sæsonkortholdere eller sponsorere - har bedt om at få pengene tilbage. Så det er i bund og grund den kultur og den loyaliteten, der er i den her branche, som gør, at håndboldklubberne stadig er der. Det er billedet i alle klubber mig bekendt. De er kommet med langt størstedel, og så et fint supplement fra staten.

Den seneste sæson blev officielt afblæst uden vindere i april, men de seneste kampe blev spillet tilbage i starten af marts. Den nye sæson startede 1. september for herrerne og 22. august for damerne.

Herunder er lidt højdepunkter fra sæsonpremieren i Kontra:

I Håndboldmagasinet Kontra ser vi nærmere på coronakrisens konsekvenser for håndboldsporten. Video: David Schiøler