Håndbold

Egypten fik kæmpe fordel i VM-lodtrækning - en farce, siger ekspert

Egypten er formentlig glade for, at de selv fik lov til at vælge pulje. TV 2 SPORT

Egypten havde noget af en fordel, da der blev trukket lod til VM i herrehåndbold.

Lørdag aften blev der trukket lod til herrernes VM i håndbold, der spilles i Egypten til januar.

Og mens Danmark fik en "drømmelodtrækning", er egypterne formentlig heller ikke helt utilfredse med deres pulje. De fik nemlig lov til selv at vælge, hvilken gruppe de ville i.

Holdene var inddelt i fire seedningslag, hvor Egypten var havnet i det næstøverste. Derfor blev alle hold fra første, tredje og fjerde lag trukket først, så Egypten kunne se, hvordan puljerne så ud, før de selv fik lov til at vælge. Det samme gjorde sig gældende for Frankrig i 2017 og Qatar i 2015.

Som noget nyt får værtsnationen dog også lov til at bestemme rækkefølgen på sine tre modstandere i den indledende gruppe. Det oplyser Per Bertelsen, der er øverste ansvarlig for turneringsafviklingen i IHF, til TV 2 SPORT.

Reglen om rækkefølgen er indført forud for VM i Egypten, men den imponerer bestemt ikke TV 2 SPORTs håndboldekspert, Bent Nyegaard.

- Når man også må vælge rækkefølge, er det der, hvor det bliver farceagtigt. Der er så store fordele i det, siger Nyegaard.

Egypten valgte pulje G med Sverige, Tjekkiet og et sidste hold fra Sydamerika, som endnu ikke er fundet. Egypten har i skrivende stund ikke valgt, hvilken rækkefølge de vil møde de tre modstandere i.

Landstræner er ikke overrasket

Den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, der besøgte TV 2 SPORTs studie under lodtrækningen, blev også spurgt til den nye regel. Han var heller ikke tilhænger.

- Man bliver jo ikke overrasket mere. Hvad skal jeg sige til det? Det er jo Hassan Moustafa (præsident i IHF red.), der laver reglerne, og dem følger vi andre efter bedste evne, siger Nikolaj Jacobsen.

Det skal til gengæld understreges, at det ikke kun er Egypten, der får gavn af reglen. Fremtidige værter får nemlig samme fordel.