Håndbold

Nykøbing overrasker og sender danske mestre ud af pokalen

Team Esbjerg kommer ikke til at vinde denne sæsons pokalturnering, efter det overraskende blev til et nederlag mod NFH.

De forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg er ude af dette års pokalturnering.

Det står klart, efter de ellers så sejrsvante vestjyder mandag aften tabte med 28-24 til NFH på udebane i 1/8-finalen.

På forhånd var Jesper Jensens hold ellers udpeget som forholdsvis store favoritter.

Det skyldes ikke mindst en overbevisende start på den nye sæson, hvor holdet har hentet tre overbevisende sejre i de første ligakampe.

Favoritværdigheden kunne Team Esbjerg dog ikke leve op til. I stedet er det NFH, der kan glæde sig over en plads i pokalturneringens kvartfinale.

- Esbjerg havde fået den klart hårdeste lodtrækning og var aldrig i nærheden af sejren, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- De danske mestre er overraskende ude af pokalturneringen.

Sejr efter dårlig sæsonstart

Sejren falder på et tørt sted for Nykøbing-holdet, der modsat Team Esbjerg ikke har fået den bedste start på den nye sæson.

I de første tre kampe har Jakob Larsens hold bare hentet en enkelt sejr, mens det er blevet til nederlag til København og Viborg.

Udover NFH er Odense Håndbold og Viborg også klar til kvartfinalen i pokalturneringen.

De sidste fem kvartfinale-hold bliver fundet i løbet af september.

De sidste fem 1/8-finaler står mellem følgende hold:

  • EH Aalborg - Silkeborg Voel
  • Holstebro - Aarhus United
  • Stjernen - Herning-Ikast
  • Ajax København - København Håndbold
  • Horsens - Randers