Håndbold

Præsident sætter deadline for EM-værtskab: - Vi venter stadig på Danmark

Boxen var fyldt helt op med danske fans, da deres senest blev spillet håndboldlandskamp i januar 2019.  Henning Bagger / Ritzau Scanpix

EHF-præsident Michael Wiederer tror på, at Danmark forbliver EM-værter, og han mener, at den økonomiske udfordring tilfalder den danske regering.

EM i kvindehåndbold i Norge og Danmark nærmer sig med hastige skridt, men Dansk Håndbold Forbund har endnu ikke endeligt bekræftet, om det bliver muligt at afvikle den danske del af værtskabet på grund af coronapandemien.

Det skal ske seneste i næste uge, hvor Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) vil træffe en endelig beslutning. Det fortæller EHF-præsident Michael Wiederer til TV 2 SPORT.

- Der var en første deadline i sidste uge, hvor vi skulle have klart svar fra arrangørerne (Danmark og Norge, red.), som begge sagde, at de vil afholde EM. Nordmændene har allerede klarlagt forholdene sammen med deres regering, men vi venter stadig på Danmark.

- I næste uge har vi møde i vores eksekutivkomité, og når vi skal træffe en beslutning, vil vi gerne have så meget information som muligt på forhånd. For os er bliver en form for deadline for at have alt på det rene.

Hvis der bliver få eller ingen tilskuere, mener vi, at ansvaret tilfalder dem, der beslutter, at det skal være sådan

Michael Wiederer, Præsident i EHF

Det har ikke været muligt at få fat i DHFs formand, Per Bertelsen, på baggrund af EHF-præsidentens udtalelser.

Tror på dansk værtskab – men betaler ikke regningen

Selvom ikke alt er på plads med under tre måneder til EM, er Michael Wiederer dog fortrøstningsfuld med tanke på et dansk EM-værtskab.

Tror du, der bliver afholdt EM i Danmark?

- Ja, det tror jeg. For mig er der ikke nogen større bekymring. Der er stadig nogle punkter, vi skal have styr på, men vi er godt på vej til at kunne afholde et mesterskab i Norge og Danmark, siger EHF-præsidenten.

- Jeg er klar over, at der lokalt er nogle spørgsmålstegn, og især skal det danske forbund have klarlagt med myndighederne, hvordan de præcise forhold kommer til at se ud.

I øjeblikket er der store usikkerheder omkring tilskuer-forholdene til slutrunden, men også en markant økonomisk usikkerhed forbundet med at afvikle et mesterskab i en situation med pandemi.

EHF har oplyst, at man på nuværende tidspunkt vil skænke knap 4,5 millioner kroner ekstra til deling mellem EM-værterne, men generelt mener forbundet, at et underskud – i tilfælde af eksempelvis tabt tilskuerindtægt - bør dækkes lokalt i værtslandet.

- I sidste ende mener vi, at myndighederne, der bestemmer forholdene, har et ansvar for det. Vi har et ansvar for et godt samarbejde med arrangøren for at finde ud af, hvordan vi kan reducere omkostninger, men hvis der bliver få eller ingen tilskuere, mener vi, at ansvaret tilfalder dem, der beslutter, at det skal være sådan, lyder det.

Ifølge EHF-præsidenten handler forbundets arbejdet i øjeblikket mest om at sikre en forsvarlig afvikling af slutrunden og at sørge for, at alle nationer kan komme sikkert til og fra Danmark og Norge.

I Danmark skal der spilles EM-kampe i Herning og Frederikshavn, og i Norge gælder det Oslo, Trondhjem og Stavanger. På dansk grund gælder det kun gruppespil og mellemrunde.