Håndbold

Bjerringbro-Silkeborg afværger skuffelse med snæver sejr

Der var grund til bekymrede miner fra Bjerringbro-Silkeborg-bænken, da de hev en smal sejr i land. (Arkiv) Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Lemvig var tæt på at tage point fra Bjerringbro-Silkeborg, der til sidst vandt 28-27 i Herre Håndbold Ligaen.

Bjerringbro-Silkeborg Håndbold tog med nød og næppe en sejr, da holdet søndag havde besøg af Lemvig-Thyborøn Håndbold i Herre Håndbold Ligaen.

Værterne, der var forhåndsfavoritter, sejrede 28-27 efter en tæt afslutning.

Dermed afværgede de en potentiel skuffelse mod Lemvig, der nu har tabt sæsonens første tre kampe og ligger sidst i herrernes bedste håndboldrække.

Bjerringbro-Silkeborg ligger på sjettepladsen med fire point efter to kampe.

Søndagens kamp var tæt hele vejen, og intet hold var på noget tidspunkt foran med mere end tre mål. Mod slutningen fulgtes mandskaberne også ad, og den stod 26-26, før hjemmeholdet scorede to gange i træk.

Lemvig fik reduceret, men missede chancen for at komme på 28-28.

Bjerringbro-Silkeborgs Mads Kjeldgaard Andersen blev topscorer med syv mål i kampen. Mads Thymann blev gæsternes topscorer med fem mål.

Mors-Thy Håndbold og KIF Kolding mødtes også søndag. Kampen endte 29-24 til Mors-Thy, der også havde hjemmebanefordelen.

Dermed har Mors-Thy fire point efter tre kampe på ligaens syvendeplads. KIF Kolding har to point efter tre kampe og ligger nummer ti.