Håndbold

Ligaklub udtog tidligere spiller dagen inden kamp - havde ikke spillet i 17 måneder

Anders Giovanni Møller fik et ngoet uventet comeback for TMS Ringsted mandag aften. TV 2 SPORT

Anders Giovanni Møller stoppede sin håndboldkarriere for 17 måneder siden, men hans tidligere klub manglede spillere, og så blev han ringet op.

Det var noget af en overraskelse, da der pludselig stod Anders Giovanni Møller på ligaklubben TMS Ringsteds holdkort

25-årige Anders Giovanni Møller havde ellers lagt håndboldkarrieren på hylden for knap halvandet år siden, men da træneren Christian Dalmose manglede spillere, ringede han til sin tidligere spiller.

- Da vi fik en spiller skadet i går formiddags (søndag, red.), ringede jeg til ham. Anders sagde, at han godt nok skulle ned og se kampen, men så sagde jeg, at han lige skulle tage et par sko med, siger Christian Dalmose.

Anders Giovanni Møller ville gerne hjælpe sine gamle holdkammerater. Han skulle dog bare lige spille en fodboldkamp aftenen inden.

- Nu når håndboldkarrieren var lagt lidt på hylden, så skulle jeg lige spille lidt fodbold, siger han og kan fremvise en lille rift på knæet, som det synlige bevis på at han spillede fodboldkampen.

Hjemmebesøg af sygeplejerske

Næste dag fik han så besøg af en sygeplejerske, der skulle coronateste ham, inden han kunne blive meldt klar til kamp.

- Der mødte lige en sygeplejerske op hjemme hos mig i morges klokken 10, og så fik man lige taget sådan en test. Og så var det videre på arbejde, siger han.

Der var ingen problemer med testen, og så var den tidligere TMS Ringsted-spiller klar til at trække klubtrøjen over hovedet igen.

Siden han sidst havde spillet for TMS Ringsted, der netop er rykket op i den bedste håndboldrække, har Andreas Giovanni Møller, blandt andet været på et halvt års udveksling i Hong Kong.

- Der spillede jeg lidt håndbold, men det er lidt noget andet, end det jeg er vant til i Danmark. Det var udendørs på nogle meget hårde betonbaner, siger han.

Mål og masser af spilletid

Under kampen fik Anders Giovanni Møller masser af spilletid, og det blev endda også til to mål på tre forsøg fra højre fløj.

Det rakte dog ikke til point for ham og hans holdkammerater, da TMS Ringsted tabte med 31-30 til Fredericia.

Selvom han fik vist, at han sagtens kunne spille med, så skal håndbold dog igen lægges på hylden.

- Jeg synes, at det er sjovt at spille håndbold, men lige nu er håndbold ikke på mit program. I morgen skal jeg ud på IT-universitetet, hvor jeg arbejder som noget teaching assistent, og så skal jeg forberede nogle ting der, siger han.