Håndbold

Økonomisk usikkerhed hindrer Landin og Casper U. i at få fremtiden på plads

Casper U. Mortensen og Niklas Landin står begge uden kontrakt til næste sæson. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

En af coronapandemiens mange konsekvenser i sportens verden er, at håndboldspillere med kontraktudløb efter sæsonen stadig mangler afklaring.

Kan jeg forlænge med min klub? Eller skal jeg finde et helt nyt sted at spille?

På nuværende tidspunkt i sæsonen plejer de spørgsmål at være besvaret for de bedste danske herrespillere med kontraktudløb efter indeværende sæson - men ikke i år.

Heller ikke selvom man er verdens bedste håndboldspiller og hedder Niklas Landin.

- Der er ikke rigtig noget på plads lige i øjeblikket, og det ligger lidt stille på grund af corona. Nu håber jeg, vi kommer i gang, og så tror jeg, det hele bliver lidt lettere, siger Landin, der har spillet for tyske THW Kiel siden 2015.

Også for landsholdskollegaen Casper U. Mortensen er fremtiden stadig uvis. Han er i gang med det sidste år af sin tre-årige kontrakt hos FC Barcelona.

Her håber han på at kunne blive.

- Jeg regner med at have en afklaring inden årsskiftet. Jeg er enormt glad for at være på et af verdens bedste hold, og jeg føler, jeg har en stor rolle. Så må vi se, hvad fremtiden bringer.

Det er ikke mit indtryk, at klubberne kommer til at operere med færre spillere eller mindre trupper, men det er klart, at evnen til at tage stilling, den er forskudt

Kenneth Jensen, People in Sport

Landin håber, sæsonen kommer i gang, og sker det, så mener han, det hele nok skal blive nemmere.

- Jeg er rimelig fortrøstningsfuld og håber selvfølgelig, men jeg er godt klar over, at det her corona ikke er overstået inden for det næste lange stykke tid, så det kan også gå ind i næste sæson igen, siger Landin.

Økonomi er den vigtigste faktor

Kenneth Jensen, der er agent og partner i People in Sport, peger på, at det er klubbernes økonomiske situation, der spiller den største rolle for, at hverken Niklas Landin, Casper U. Mortensen eller flere af deres kollegaer har fået afklaring på næste sæson.

- Der er jo en vis usikkerhed omkring, hvordan den økonomiske situation er. Og der er også en lille tendens til, at der er nogle klubber, der prøver at se efter, om man lige skal forholde sig til en anden virkelighed, end man er vant til.

En virkelighed uden blandt andet udsolgte haller og indtægter fra tilskuere.

Og det er især klubberne i Bundesligaen, der er hårdt ramt, vurderer Kenneth Jensen.

- Der er en endnu større grad af usikkerhed, end jeg oplever i Danmark i øjeblikket. Både på kort bane, fordi der er nogle klubber, der har lavet aftaler med spillerne om, at de skal gå ned i løn. Men det er også en case, hvor det betyder, at de ikke er helt sikre på deres budgetter fremadrettet.

THW Kiel og Niklas Landin er blandt andet en af de klubber, hvor spillerne det kommende år har indvilliget i at gå 50 procent ned i løn.

Klubberne efterspørger stadig spillere

På trods af klubbernes økonomiske usikkerhed, så er det ikke noget, de mærker hos People in Sport i forhold til efterspørgslen på deres spillere.

- Den synes jeg egentlig er uforandret, for det er ikke mit indtryk, at klubberne kommer til at operere med færre spillere eller mindre trupper, men det er klart, at evnen til at tage stilling, den er forskudt. Og hvis der er en lille forskydning i Danmark, så er den lidt større i Tyskland.

Hvornår de sidste kontrakter falder på plads er svært at forudse, vurderer Kenneth Jensen.

Det afhænger nemlig af, hvordan coronapandemien udvikler sig, og hvornår restriktionerne i de forskellige lande bliver ophævet, så klubberne igen kan generere økonomi ved for eksempel at spille for fulde haller.