Håndbold

Beslutning om karrierestop ramte pludselig Eggert, da han sad alene i sofaen

I 2003 debuterede Anders Eggert på landsholdet. Claus Fisker / Scanpix Denmark

Det var nemt for Anders Eggert at tage beslutningen om et karrierestop, men tiden efter har været hårdere end forventet.

Finurlige skud og kække lob over målmanden er vi vant til at se fra venstrefløjen Anders Eggert.

Men når den nuværende sæson slutter, så er det alt sammen fortid.

Beslutningen om at stoppe karrieren er han afklaret med den dag i dag, men sådan har det ikke været hele vejen igennem.

I starten af september mødtes han med klubben til en snak om fremtiden. Her meddelte klubben, at de ikke ønskede at forlænge med landsholdslegenden.

Eggert selv havde overvejet et karrierestop længe, og han havde det derfor fint med Skjerns udmelding.

- Det tog egentlig ikke lang tid at få sagt, at det er slut - at det bliver et karrierestop. Og det, der egentlig var underligt for mig, var, at det ikke var hårdt på det tidspunkt eller føltes som den der store beslutning, siger han til TV 2 SPORT.

'Minderne væltede ind over mig'

Men det varede kort.

For da han samme aften sad alene i sofaen derhjemme, ramte det ham, hvor stor en beslutning han egentlig havde taget tidligere på dagen.

- Det var, som om minderne væltede ind over mig, og jeg tænkte: "Puha, nu er det rent faktisk slut." Det blev en hård aften.

Også dagene, der fulgte, var hårde.

Han vidste jo godt, karrieren en dag skulle slutte, men det var noget andet pludselig at stå midt i det.

- Det har været mere voldsomt, end jeg havde regnet med. Da tankerne fik lov at flyve, så jeg tilbage på de ting, som ikke er der mere. Minderne er der stadig, men alle de sjove ting, jeg har prøvet, er forbi og kommer ikke tilbage.

- Heldigvis har jeg ikke haft fornemmelsen af, at karrierestoppet var forkert på noget tidspunkt.

Store triumfer i karrieren

Når Eggert efter sæsonen lægger skoene på hylden, kan han se tilbage på en lang og flot karriere.

Gennem årene er det nemlig blevet til to DM-guld, Super Cup-vinder, Champions League-vinder, EM-guld, to VM-sølv og en gang EM-sølv.

- Jeg har fået lov til at opleve alt det, jeg gerne ville. Jeg er vanvittigt glad for den karriere, jeg har haft, slutter Anders Eggert.