Håndbold

Lynskifte på vej - gammel kending vender tilbage til dansk håndbold

Simon Birkefeldt har en fortid i blandt andet TTH Holstebro og Aarhus Håndbold. Lige nu spiller han i svenske Kristianstad Henning Bagger / Scanpix Denmark

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger kan Simon Birkefeldt være på holdkortet hos Ribe-Esbjerg allerede til næste ligakamp.

En gammel kending vender tilbage til dansk håndbold.

29-årige Simon Birkefeldt med en fortid i blandt andet TTH Holstebro og Aarhus Håndbold bytter snart sin nuværende spilletrøje fra svenske IFK Kristianstad ud med den blå Ribe-Esbjerg-trøje.

Det erfarer TV 2 SPORT fra kilder med indsigt i klubskiftet, der forventes at blive officielt en af de nærmeste dage.

Skiftet sker med øjeblikkelig virkning, fordi Ribe-Esbjerg må undvære Magnus Søndenå i en længere periode. Højrefløjen har en skade i skulderen, der kræver en operation.

Simon Birkefeldt forlod dansk håndbold i 2018 for at prøve lykken i tyske MT Melsungen. Det blev dog kun til en enkelt sæson i Tyskland, inden højrebacken rejste til Sverige og til Kristianstad, som han havde kontrakt med frem til sommer.

Ribe-Esbjerg har ikke ønsket at kommentere TV 2 SPORT's oplysninger om Simon Birkefeldt, og det er ikke lykkedes at komme i kontakt med Birkefeldt selv.

Vestjyderne fik fredag aften sæsonens første point i herreligaen, da det blev til en sejr på 33-30 ude over Lemvig-Thyborøn.

Næste kamp er på lørdag, hvor Ribe-Esbjerg skal på besøg hos Mors-Thy.