VM håndbold

Nyegaard roser regelændring til VM

Nikolaj Jacobsen må til den kommende slutrunde have 20 spillere med til VM. Patrik Stollarz / Scanpix Denmark

Det internationale håndboldforbund, IHF, har nu øget antallet af spillere, som landsholdene kan tage med til slutrunden i Egypten.

Det danske landshold skal have booket et ekstra hotelværelse, når de skal spille VM i Egypten til januar.

Landstræner Nikolaj Jacobsen må nemlig tage to ekstra spillere med, da det internationale håndboldforbund, IHF, har øget antallet af spillere fra 18 til nu 20.

- Denne beslutning er taget for at sikre, at der er en større gruppe af spillere at vælge imellem, hvis der skulle komme sundhedsproblemer. Dette skal samtidig være med til at undgå, at spillerne får skader på grund af manglende træning og kampe på grund af pandemien, skriver IHF på sin hjemmeside.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard ser det ”som en fornuftig beslutning,” da det fortsat er en usikker tid.

- Det kommer selvfølgelig på grund af covid-19-situationen, og man ser, om man kan finde en vej ind til at få gennemført turneringen. Det er klart, at der kan ske ting og sager undervejs. Der bliver testet meget, så det giver det god mening, at man har 20 mand med, siger Bent Nyegaard.

- Hvis der er en spiller, som ikke kan spille næste kamp, og en anden så skal flyve til Cairo som erstatning, holder det ikke.

IHF meddeler, at det stadig kun er tilladt at foretage tre udskiftninger i løbet af turneringen, men dette gælder ikke, hvis en spiller blive testet positiv for covid-19.

Dette sker for at sikre, at ingen hold foretager usikre beslutninger som følge af en positiv coronatest, skriver IHF.

Det ville give mening at tage tre målmænd med i stedet for to som normalt

Bent Nyegaard, håndboldekspert TV 2 SPORT

Tre målmænd er en mulighed

Men på hvilke positioner skal de ekstra spillere så udtages?

Bent Nyegaard tror ikke, at vi kommer til at se et specielt mønster i landenes udtagelser. Der er dog én position, hvor landstrænerne kan få gavn af at have en ekstra spiller til rådighed.

- Det ville give mening at tage tre målmænd med i stedet for to som normalt. Fordi det er en post, hvor man ikke bare lige kan skifte. I en bagkæde eller på en stregspillerposition er der flere at vælge i mellem. Det er der ikke omkring målmandsposten, siger håndboldeksperten.

- Ellers er det mere op til de generelle ting, som landstræneren arbejder med. Han skal vurdere hvilke positioner, hvor det kan være tiltrængt at have ekstra med. Og på hvilke positioner, hvor der er spillere, der har en lille ting, de kæmper med, og som de måske ikke kan spille seks kampe med.

Det internationale håndboldforbund skriver også, at de dækker de omkostninger, der vil være ved de ekstra spillere.