Håndbold

Dansk landsholdsspiller skal opereres – VM i fare

Lasse Møller risikerer at misse sin anden slutrunde i træk, efter at han mærkede smerter i sit håndled efter sin første Bundesliga-kamp.

100 dage inden Danmarks første VM-kamp i Egypten er der dårligt nyt for landsholdet.

Den formstærke venstre back Lasse Møller skal opereres efter en fantomstart i sin nye klub, Flensburg-Handewitt. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Det er et stort slag for den 24-årige bagspiller og dårlige nyheder for landstræner Nikolaj Jacobsen, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Jeg er helt sikker på, at Lasse Møller med drømmestarten i Flensburg-Handewitt og det format, har vist i Champions League og i Bundesligaen, ville være en stensikker deltager i Nikolaj Jacobsens VM-trup.

Lasse Møller har vist skræmmende målfarlighed i sine første kampe for klubben. Senest i klubbens første Bundesliga-kamp, hvor han blev holdets topscorer med ni mål. Fire dagen forinden blev han med otte mål også topscorer i Champions League-kampen mod Porto.

Ude i "flere måneder"

Den tidligere GOG-spiller skal opereres i sit venstre håndled, efter at han faldt forkert ned på det to gange i søndagens Bundesliga-kamp mod Wetzlar. Her spillede danskeren videre og blev topscorer, selvom han mærkede smerter i håndledet.

Klubben skriver, at danskeren er ude i ”flere måneder”, men præciserer det ikke nærmere.

- Når de skriver "flere måneder", er VM i den grad i risikozonen, siger Bent Nyegaard.

Lasse Møller missede EM i januar med ledbåndsskade.

Eksperten er ikke alene med ærgrelsen over nyheden. Holdets cheftræner, Maik Machulla, kommer også til at mangle sin stærke bagspiller.

- Det her er et stort tilbageskridt for holdet. Lasse har fundet sig virkelig godt til rette i vores spil og vist, hvilke kvaliteter han har. Det er virkelig ærgerligt, at vi ikke kan gøre brug af Lasses talenter i en længere periode, siger træneren.

Danmark spiller sin første kamp ved VM-slutrunden den 15. januar. Og tiden må altså vise, om Lasse Møller når at blive klar.