Håndbold

Randers-spiller smittet med coronavirus - hele truppen i isolation

Den kommende kamp mod NFH, der skulle have været spillet onsdag 14. oktober, bliver udskudt som følge af det positive testresultat.

På grund af en positiv covid-19-test hos en af spillerne fra Randers HK er hele truppen og resten af den sportslige sektor med det samme gået i isolation.

Det vil de være, indtil alle er testet igen, og resultaterne foreligger. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Det betyder, at deres kamp mod Nykøbing Falster Håndbold (NFH), som skulle spilles 14. oktober, bliver udskudt.

Kommunikationschef i Randers HK, Carsten Solberg, ønsker af respekt for den pågældende spiller ikke at oplyse navnet på spilleren.

Men han er dybt ærgerlig over, at klubben har været nødt til at anmode om en udskydelse af kampen mod NFH med så kort varsel. Det fortæller han til TV 2 SPORT.

- Det er naturligvis meget beklageligt, at vi melder afbud til en kamp med to dages varsel. Men vi forholder os til myndighedernes anbefalinger og de restriktioner, der nu følger med.

- Vi er glade for den samarbejdsvillighed, vi har mødt hos det Danske Håndbold Forbund og Nykøbing Falster Håndbold, lyder det fra Carsten Solberg.

Det var efter fredagens træning, at spilleren oplevede symptomer. Mandag kom testresultatet positivt tilbage.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at en ligakamp flyttes som følge af et positivt testresultat.

Kampen mellem NFH og Holstebro Håndbold blev flyttet fra 24. september til 11. oktober.

Årsagen var en positiv coronaprøve hos NFH-stregspilleren Nikita van der Vliet.

Kampen, der blev spillet søndag, endte 26-26.

På trods af coronaudsættelser er alle 14 hold i Bambusa Kvindeligaen noteret for syv kampe.