Videoproof-systemet trænger til et eftersyn

16x9
Videoproof-systemet skal forbedres, mener Bent Nyegaard. Foto: TV 2 SPORT

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard ser i denne klumme nærmere på det, der er sket i den seneste håndbolduge.

Jeg er vild med videoproof. Jeg bifalder ethvert tiltag, der muliggør en endnu højere grad af retfærdighed i det spil, håndbold, der er så uendeligt kompliceret at dømme.

Ingen andre spil har så mange ting at tage stilling til på så kort tid, som det er tilfældet i håndbold.

Flere afgørende videoproof-situationer gør dog, at jeg mener, at tiden er inde til eftertanke.

Den meget korte historie kommer fra kampen fredag aften mellem Kolding IF og BSH, som blev vist pĂĄ TV 2 SPORT:

KIF´s Peter Balling afleverer på tværs. BSH´s Alexander Lynggaard snitter bolden, der ender ud over sidelinjen. BSH´s Aksel Horgen tager indkastet hurtigt og sender bolden frem til klubkammerat August Pedersen, der skarpt forfølges af KIF´s Andreas Flodman. Sammenstød. Dommerne, Jacob Pagh og Kalle Thygesen, ønsker videoproof for at afgøre, om Flodmans tackling af August Pedersen eventuelt er til et rødt kort.

Pagh/Thygesen ser situationen. Vurderer to minutter til Flodman og straffekast, men spoler samtidig videoklippet lidt tilbage og ser, at indkastet rent faktisk burde have været givet til KIF.

De fastholder udvisningen. Dropper straffekastet og giver boldbesiddelse til KIF.

Denne situation i kampen mod Bjerringbro-Silkeborg var ĂĄrsagen til, at KIF Kolding nedlagde protest. Video: TV 2 SPORT

Ingen forstår noget. Træner Andreas Toudahl og kollega Bredsdorff-Larsen aner ikke deres levende råd.

Det helt store spørgsmål er: Giver videoproof-reglementet dommerne mulighed for at spole tilbage og eventuelt se andre fejl end den, de oprindeligt gik ud for at se?

Systemet behøver tiltrængt eftersyn

Reglement, lovtekst – kært barn har mange navne – giver ikke den mulighed. Vi har – med min gode og dygtige kollega Jonas Nyhøj Kristensen i spidsen – gransket lovteksten og kan ikke finde nogen form for formulering, der tillader dommerne at spole tilbage og eventuelt finde tidligere fejl i forløbet frem mod situationen, der udløser ønsket om at se en given situation igen.

Med udgangspunkt i ovennævnte hændelsesforløb, har Andreas Toudahl og KIF nedlagt protest.

Det skal være min påstand, at KIF har overordentlig gode chancer for at få medhold.

Simpelthen fordi der ikke findes en formulering i lovteksten, der giver dommerne ret til at vurdere andet end det, de oprindeligt har ønsket videoproof på for at afgøre tvisten så korrekt som muligt.

DHF's ualmindeligt dygtige lovfortolker Jørn Møller Nielsen er nødt til at give hele videoproof-systemet et tiltrængt eftersyn.

Det klæder ikke håndboldspillet

En lignende situation forekom også i pokalsemifinalen mellem GOG og BSH, hvor Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm Madsen ligeledes benyttede lejligheden til at spole tilbage og dømme på baggrund af et forløb, der definitivt ikke er beskrevet i de retningslinjer, der er en del af lovkomplekset for videoproof.

Jeg er ikke Harry Potter og har dermed hverken ”De vises sten” eller opdaget nogen form for færdigheder udi trolddomskunst.

Fastslå kan jeg dog, at det ikke klæder spillet håndbold, at ingen af dets hovedaktører har en anelse om, hvad og hvorfor en situation udløser en given kendelse.

Videoproof blev indført af flere grunde. Blandt andet for at give tilskuere og seere bedre mulighed for at forstå, hvad der egentlig skete i spillet med de mange kendelser.

Forudsætningen for forståelse er, at dommernes muligheder er beskrevet, så det er til at forstå for alle.

Jeg venter spændt på Jørn Møller Nielsens og Bjarne Munk Jensens næste udkast til et forbedret videoproof.