Håndbold

Randers hårdt ramt af coronavirus

Niels Agesen er én af de smittede. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Randers HK-træner Niels Agesen er blandt de smittede, og han kalder situationen for "dybt frustrerende".

Mandag var der tale om én positiv coronatest, men dagen efter viser en ny test, at yderligere fem omkring Randers HK smittet.

Det drejer sig om cheftræner Niels Agesen, administrationschef Carsten Solberg samt tre spillere. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Det er et uprøvet område og dybt frustrerende, men vi må forholde os til situationen og fokusere på de ting, vi kan gøre noget ved. Vi tager en dag ad gangen. Der er ikke andet for, siger Niels Agesen.

Mandag gik alle i klubben i isolation, og deres ligakamp mod Nykøbing Falster Håndbold onsdag blev udsat.

Tirsdag er spillere, staben og administrationen blevet testet igen, og klubben får svar på prøven onsdag.

Klubben er ked af det

Den kronjyske klub vil ikke udtale sig om, hvad der kommer til at ske, før resultaterne af den nye prøve kommer onsdag.

- Vi er meget kede af hele situationen, vi står i. Vi har taget alle forholdsregler, testet hver uge og passet så godt på hinanden som muligt. Vi kan kun gisne om, hvor smitten er opstået, siger klubbens kommunikationschef, Gitte Andersen.

De melder ikke noget om de fem nye smittedes tilstand, og om de har udvist symptomer.

Det var efter fredagens træning, at en spiller oplevede symptomer. Mandag kom testresultatet positivt tilbage.