Kvindehåndbolden latterliggøres i politisk kamp
EHF har kun udtaget kvindelige dommerpar til EM-slutrunden i december.
De 24 hold ved EM til december bør spille mesterskabet iført prøveklude.
For det er det, som politikerne i det Europæiske Håndbold Forbund, EHF, har degraderet dem til: Prøveklude.
Det er kvindelige håndboldspillere fra øverste hylde. Professionelle, dedikerede og seriøse. For dem er slutrunden noget stort. For nogle af dem det største i karrieren – måske i livet.
Derfor er det også beskæmmende, at EHF ikke tager dem alvorligt. For man gør jo ikke andet end grin med kvindehåndbolden, når man kun udtager kvindelige dommerpar til slutrunden.
10 par er udpeget, og for første gang nogensinde er det kun kvinde-par.
Ikke overraskende
I et ulideligt forsøg på at være politisk korrekt har EHF vanæret ikke bare de kvindelige spillere ved mesterskabet, men også turneringens værdi. Man har signaleret, at EM i kvindehåndbold ikke er vigtigt. Med dette stunt viser man jo, at et kvindemesterskab både kan bruges til udvikling og til at sende politiske signaler. Er det at tage kvinder alvorligt?
Egentlig er det ikke overraskende. Slutrunderne for kvinder i december er historisk set altid blevet dømt af de næstbedste, hvorefter spillets bedste dommere blev sendt til herrernes mesterskab i januar.
En hån mod kvindehåndbolden, der så nu toppes i et politisk spil.
Ingen af de 10 par er dygtige nok
Dette kan kun være en subjektiv påstand: Ingen af de 10 udtagne, EM-kvindepar hører til blandt verdens 10 bedste konstellationer. Det er de næstbedste – eller endnu værre – der nu skal dømme de bedste kvindespillere til december.
Selvfølgelig hylder jeg ambitionen om at skabe flere kvindelige dommere på eliteniveau. Indsatsen begyndte for flere år siden, og der er bestemt kommet gode kvindepar ind på de 40 x 20 meter. Men meget langt fra alle er klar til at dømme de største kampe. Jeg tæller i hvert fald ikke 10 par, der er dygtige nok.
Og ja, de skal til mesterskaber for at udvikle sig. Men hvorfor skal udviklingsdommerne kun dømme kvindehåndbold? Og hvorfor til et A-mesterskab?
At EHF i 2020 ikke forstår, at kvalifikationerne må være det afgørende, er et himmelråbende selvmål, som på tragisk vis går ud over det køn, som forbundet misforstået prøver at skubbe frem på dommersiden.
Den politiske korrekthed er ikke ny udi kvindelige håndbolddommere. Heller ikke her til lands. I 2014 gik Dansk Håndbold Forbunds dommerudvalg imod sædvane og protokollen, da man lod 2. divisionsdommeren Line Hesseldahl springe over 1. division og direkte op i ligaen som makker til den ledige kollega Karina Christiansen.
DHF følger efter EHF
Manøvren blev søsat, fordi EHF var i gang med en kampagne for at fremme kvinder som elitedommere. Og DHF skal til stadighed gøre det som EHF beder dem om.
Det blev en succes. Hesseldal/Christiansen fik på rekordtid international status og har siden dømt ved EM, VM og OL.
Desværre blev dommerudvalget efterfølgende så forelskede i deres succes og jagt på udenrigspolitiske point, at man to gange på tre år kårede parret til Årets Dommerpar i Danmark.
Med al respekt for Karina Christiansen og Line Hesseldal, der trods urimelig modvind – især i herrekampe – har bidt sig fast som et etableret top-par, men årets bedste har de endnu ikke været.
Og således er der også politik på alle niveauer i håndboldens verden. Taberne er nem at få øje på: Kvindespillerne og håndboldspillet. Og velsagtens også de dommerpar, der til december kommer til skue uden endnu at have kvaliteten til den største scene.