Håndbold

Odense fuldender vanvittigt comeback - scorer i sidste sekund

Herning-Ikast havde Odense helt nede i sækken, men blev sænket lige før lukketid af et storslået comeback.

Intet tydede på, at Odense Håndbold ville stå med sejren i topkampen mod Herning-Ikast med tre og et halvt minut tilbage på haluret i Odense.

Her var udeholdet i kontrol og foran med 18-15, men så tændte der en ild i Odense-spillerne, som havde haft så vanskeligt med at score i kampen.

I et vanvittigt comeback stod de for kampens sidste fire scoringer og vandt 19-18. Mie Højlund, der var havde smidt krykkerne og var tilbage efter en skade fra landsholdssamlingen, sendte sejren til Odense med en scoring i kampens sidste sekund.

Og jublen over det vilde comeback, de netop havde fuldendt, var til at få øje på. Spillerne på Odenses bænk stormede ind på banen, som havde de vundet en finale.

Heldige med sejr, siger kampvinder

Det var ikke en finale, men en topkamp, der blev domineret af holdenes målmænd, som begge endte med redningsprocenter på over 50.

- Det var en målmandsduel. Begge hold brænder, brænder og brænder uhørt meget. Vi er heldige at have Althea (Reinhardt, red.) i målet, og så det er lidt irriterende, at de havde Jessica Ryde, siger Mie Højlund, der kalder det "held", at de scorer og vinder kampen til sidst.

Sejren sender Odense op på 14 point på tredjepladsen, hvor de lægger afstand til Herning-Ikast, der stadig har 10 point på fjerdepladsen.