Håndbold

Topklub er tæt på dansk landsholdsbobler

Det er sådan her, Helene Kindberg får tiden til at gå lige nu - på sofaen med benet oppe og gode serier i TV'et - efter hun rev et korsbånd over i sommerpausen.  TV 2 SPORT

Silkeborg-Voel mister landsholdsbobleren Helene Kindberg, der ifølge TV 2 SPORT's oplysninger skifter til Herning-Ikast.

Store profiler som Trine Troelsen og norske Stine Skogrand er gennem tiden skiftet fra Silkeborg-Voel til Herning-Ikast, der ofte shopper efter forstærkning hos sin midtjyske rival.

Og snart tager endnu en markant Silkeborg-Voel-spiller turen på godt 30 kilometer fra Silkeborg til Ikast for at trække Herning-Ikast-trøjen over hovedet.

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger er det kun et spørgsmål om tid, inden landsholdsbobleren Helene Kindberg bliver præsenteret som ny spiller i Herning-Ikast fra næste sæson.

Den 22-årige højreback var inde omkring landsholdet i juni, da hun blev udtaget til den første 23-mandstrup, som Danmarks nye landstræner Jesper Jensen satte navne på.

Men en måned senere ramte uheldet.

I en træningskamp mod TTH Holstebro rev Helene Kindberg det forreste korsbånd i sit venstre knæ over, så hun kommer ikke til at spille håndbold igen før engang næste år.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi kigger på markedet efter en venstrehåndet spiller, efter vi solgte Julie Jensen til Silkeborg, for vi har behov for at have to venstrehåndede bagspillere i truppen. Men jeg har ingen kommentarer til mulige emner, og hvem vi har talt med eller ikke talt med, siger Herning-Ikasts direktør Daniel Grønhøj til oplysningerne om Kindberg.

Forlænger også med stregspiller

Helene Kindberg har en fortid i Ikast-klubben.

Hun spillede for FC Midtjylland frem til sommeren 2018, inden hun skiftede til Silkeborg-Voel i jagten på mere spilletid. Samme sommer skiftede FC Midtjylland i øvrigt navn og blev til Herning-Ikast Håndbold.

Herning-Ikast og klubbens nye cheftræner Kasper Christensen åbnede de nye sæson forrygende med fem sejre i de første fem kampe. Siden er det blevet til to nederlag til de ubesejrede tophold Team Esbjerg og Viborg HK, der begge har vundet alle deres syv kampe og fører Bambusa Kvindeligaen.

Odense Håndbold er nummer tre, mens Herning-Ikast ligger på fjerdepladsen fire. Netop Odense og Herning-Ikast mødes onsdag aften i Otterup. Du kan se direkte på TV 2 PLAY med optakt fra klokken 19.30.

Mens Herning-Ikast ikke vil kommentere oplysninger om Helene Kindberg, har klubben til gengæld onsdag formiddag offentliggjort en kontraktforlængelse med den norske stregspiller Vilde Johansen, der har bundet sig til klubben frem til sommeren 2023.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Silkeborg-Voel til afskeden med Helene Kindberg, der har kontraktudløb i klubben til sommer.