Håndbold

Myrhol bekymret for karrieren

Bjarte Myrhol måtte bruge venstre arm i sæsonstarten, fordi han ikke kunne skyde med højre.  TV 2 SPORT

På scanningerne kunne man ikke se, at noget skulle være galt med Bjarte Myrhols skulder, der har voldt ham problemer siden sæsonstarten.

Bjarte Myrhol har de seneste år været hårdt ramt af skader, og denne sæson er ingen undtagelse.

Allerede inden åbningskampen mod SønderjyskE i starten af september fornemmede nordmanden, at noget var galt med højre skulder.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke har haft tanker om det

Bjarte Myrhol om karrierestop

De første scanninger viste ikke tegn på en skade, så derfor spillede han videre i næsten måned, inden det blev for meget. Skjern-spilleren fik foretaget yderligere undersøgelser, og her stod det klart, at en operation var nødvendig.

En bekymrende besked for den 38-årige nordmand, der i sæsonstarten kun afsluttede med venstre hånd, fordi smerterne i højre skulder var for store.

- Der har været mange pauser nu. Det bliver sværere for hver gang, man sidder ude. Det kræver meget mentalt at sidde ude.

Har du frygtet for karrieren?

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke har haft tanker om det. Men der er også et VM i 2021, og der kommer måske et OL til sommer, så det er jo ikke svært at finde ting, der motiverer. Men det at sidde på en cykel i træningsrummet lige nu, mens alle andre spiller håndbold er ikke særlig sjovt, siger Bjarte Myrhol til TV 2 SPORT.

For et år siden blev Bjarte Myrhol ramt af en tarmsygdom, der over flere gange holdt ham på sidelinjen og i januar førte til en operation.

Skjern savner anføreren trods god erstatning

Til trods for Bjarte Myrhols skade har Skjern fået en godkendt start på sæsonen, der i de seneste fire kampe har resulteret i fire sejre og en øjeblikkelig fjerdeplads i håndboldligaen.

På stregpositionen har 22-årige Jonas Tidemand gjort sit for at erstatte Myrhol, der tidligere har været kåret som verdens bedste stregspiller, på bedst mulig vis.

Og det har han ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard gjort fortrinligt.

- Jonas Tidemand har faktisk gjort det rigtig fint i en lang periode. Men det skriger ud af det Skjern-hold, at de mangler og savner deres anfører. Deres forgangsmand. Deres fighter nummer ét. Det kan ses på banen, hvor vi har set et hold, der kæmper meget med tingene, siger eksperten.

Jonas Tidemand kan godt forberede sig på at få endnu mere spilletid i de kommende måneder.

Det er endnu uvist, hvor lang tid Bjarte Myrhol må sidde ude denne gang. Men de første udsigter siger, at han ikke vil være tilbage i aktion før årsskiftet.

- Der er gået lidt over tre uger, og jeg ved intet lige nu. Jeg laver de kedelige øvelser, jeg må lave. Jeg laver stort set ingenting med skulderen.

- Men jeg er optimist, så jeg håber, jeg er klar hurtigere, end hvad alle siger, siger Bjarte Myrhol.