Håndbold

Landsholdsstreg på vej til udlandet

Magnus Saugstrup har kontraktudløb i Aalborg Håndbold til sommer Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Magnus Saugstrup synes tabt for Aalborg Håndbold til sommer. "Han har international klasse", erkender direktør.

Magnus Saugstrup er Aalborgspiller på lånt tid.

Den 24-årige stregspiller, der fik sin slutrundedebut for Danmark til EM i januar og flere gange er udtaget til rundens hold i Champions League i denne sæson, har kontraktudløb med de danske mestre til sommer.

Og lige nu tyder absolut intet på, at den kontrakt bliver forlænget.

Det er utænkeligt, at Magnus Saugstrup spiller i den danske liga i næste sæson

Bennet Wiegert, cheftræner i SC Magdeburg, om tyskernes interesse i Magnus Saugstrup

- Magnus har vist, at han er en spiller af høj international klasse, og dem er der også andre klubber, der kigger på. Desværre, erkender Aalborg-direktør Jan Larsen.

- Som du har set, han har spillet i Champions League, så kunne det måske godt være hans sidste sæson. Jeg håber det ikke, men realistisk set, så ja (så er det hans sidste sæson i Aalborg, red.), siger Aalborg-direktøren.

På vej til Magdeburg?

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger er der særdeles stor interesse for Magnus Saugstrup fra blandt andet den tyske klub SC Magdeburg, som i forvejen har de danske landsholdsspillere Michael Damgaard og Jannick Green på holdet.

Det er dog ikke lykkedes TV 2 SPORT endegyldigt at få bekræftet, om der er en aftale på plads mellem Magnus Saugstrup og Magdeburg.

- Jeg kan hverken be- eller afkræfte noget. Jeg kan kun sige - og det er min egen, subjektive holdning - at det er utænkeligt, at Magnus Saugstrup spiller i den danske liga i næste sæson, siger Magdeburgs cheftræner Bennet Wiegert, der ikke vil forholde sig til tyskernes interesse i danskeren.

Heller ikke Magnus Saugstrups agent vil bekræfte noget.

- Jeg har ingen kommentarer til konkrete klubber. Jeg kan kun bekræfte, at der er stor interesse for Magnus fra mange klubber, så han kommer i hvert fald ikke til at gå arbejdsløs i næste sæson, siger Saugtrups agent Kenneth Jensen fra firmaet People in Sport.

Hovedpersonen selv er lige så fåmælt som alle de andre.

Er det her din sidste sæson i Aalborg?

- Det kan jeg ikke udtale mig om, siger landsholdsstregen og smiler.

Men du smiler. Kunne det være nu, du er klar til udlandet?

- Det kunne sagtens være nu, jeg var klar, siger Saugstrup, der er noteret for 13 A-landskampe for Danmark siden sin debut i april 2018.

SC Magdeburg meddelte i august, at klubbens kroatiske landsholdsstreg Zejlko Musa til sommer forlader tyskerne, som derfor er på udkig efter en ny stregspiller til næste sæson.