Håndbold

Usandsynlig scoring skabte stor overraskelse

TMS Ringsted fik sæsonens første point med en scoring direkte på frikast.

Det var et af de der afgørende angreb, der bare løb ud i ingenting.

Et angreb med få sekunder tilbage, der ellers kunne sikre et højst overraskende point på udebane mod TTH Holstebro.

Men intet tydede på det, da TMS Ringsted blev stoppet. De nåede slet ikke ned til feltet. Tiden på haluret løb ud, og de måtte nøjes med et frikast omkring 15 meter fra målet. Alt andet end en stor chance. Favoritterne kunne ånde lettet op. Lige ved og næsten for bundholdet.

Morten Hempel Jensen tog bolden i hånden med en seks mand stærk mur tre meter foran sig og Rickard Frisk inde i målet.

Og så skete miraklet.

Bolden snittede en parade i muren og snød fuldstændig Frisk i målet, der kom til at se en anelse kluntet ud.

- Forfærdelig indsats

Hjemmeholdets spillere græmmede sig, mens de grønblusede gik amok i jubel. Et usandsynligt point og endda sæsonens første af slagsen var sikret. 32-32 i Holstebro.

TTH så ellers ud til at tage favoritsejren, da Christoffer Cichosz med 12 sekunder tilbage af kampen bragte TTH foran.

Men det var ikke det spildte point, der fik cheftræneren i TTH til at rase efter kampen.

- Det var fuldt fortjent og havde nærmest været tyveri, hvis vi havde vundet den kamp. En forfærdelig indsats fra vores side, siger Søren Hansen til Dagbladet Holstebro Struer.

TTH er på syvendepladsen i ligaen, mens Ringsted fortsat er sidst.

I den seneste spillerunde tabte holdet den vitale bundkamp til Lemvig-Thyborøn, der inden opgøret havde nul point ligesom Ringsted. Se stillingen her.