- Danmark kan løfte EM-værtskab alene, siger DHF-formand
Med lidt over fem uger til håndboldkvindernes EM-slutrunde i december er det tvivlsomt, om Norge kan fastholde sit værtskab.
Må Norge give afkald på sin del af EM-værtskabet, står Dansk Håndbold Forbund (DHF) klar til at påtage sig det fulde værtskab.
Det fortæller DHF-formand Per Bertelsen til TV 2 SPORT.
- Vi kan rent turneringsmæssigt godt løse det. Der er jo en hel masse logistiske opgaver, vi så lige pludselig skal til at løse. Det tror jeg på, at vi kan, med den erfaring vi har. Men indtil nu er det Norge, der har den halvdel af turneringen, og så må vi se, hvad der så kommer, siger han.
Det norske håndboldforbund (NHF) kæmper i disse dage indædt for at beholde værtskabet for kvindernes EM-slutrunde, men forbundet kan på grund af de nuværende coronarestriktioner i Norge blive tvunget til at opgive det.
Det var den dystre melding fra NHF-præsident Kåre Geir Lio mandag, hvor det også lød, at der kommer en afklaring på det norske værtskab i løbet af den næste halvanden uge.
- Hvis Norge eller det europæiske håndboldforbund (EHF) beder os om at kigge på det (afholde EM alene, red.), vil vi selvfølgelig gøre det, siger Per Bertelsen.
To forskellige regelsæt
Ender Danmark med værtskabet alene, kan slutrunden ifølge DHF-formanden afvikles i to haller. Boxen i Herning og Arena Nord i Frederikshavn er de udnævnte spillesteder i Danmark.
I Norge skal EM-kampene efter planen spilles i Trondheim.
Den væsentlige udfordring for kampene i Norge er, at hvis en enkelt spiller bliver smittet undervejs, skal hele holdet og dets eventuelt seneste modstander gå i karantæne og tages ud af EM, hvis de nuværende retningslinjer fra myndighederne skal følges.
Opdages et smittetilfælde hos et af de hold, som spiller EM-kampe i Danmark, skal kun den smittede spiller gå i karantæne.
- Enten skal vi finde på nye kloge foranstaltninger, eller også skal vi vurdere, om det overhovedet er muligt at gennemføre slutrunden. Så enkelt er det, sagde NHF-præsident Kåre Geir Lio til den norske avis VG mandag.
Kan I blive nødt til at give afkald på værtskabet?
- Ja. Det kan ske. Vi må acceptere den nuværende situation. Vi planlægger ud fra alle scenarier og vælger det bedste. Det kan være, at det hele ikke går op, lød det fra den norske håndboldpræsident.
DHF kan ikke leve med forskellige regelsæt
Står det til DHF, kan EM ikke blive spillet med to forskellige regelsæt.
- Det europæiske håndboldforbund må finde ud af, hvilket regelsæt turneringen skal spilles efter. Det er klart, at vi i DHF og i mange andre lande ikke kan leve med, at der er forskellige regelsæt i de to lande. Så det er jeg helt sikker på, at man finder en løsning på relativt hurtigt. Jeg ved, at de er i gang med det, siger Per Bertelsen.
Tirsdag aften har DHF møde med NHF, og her vil den aktuelle problematik i Norge være på dagsordenen.
- Vi snakker løst og fast, når vi er sammen med nordmændene, og så tager vi de problemstillinger, som er. Og det kunne jeg godt forestille mig, at vi skulle i aften, siger DHF-formanden, der dog fastslår, at DHF hverken kan eller vil blande sig i nordmændenes aktuelle situation.
- Det er en sag mellem Norge og det europæiske håndboldforbund, siger Per Bertelsen.
Til kampene i Danmark vil der maksimalt kunne være 500 personer i hallen.
Medaljekampene ved EM er planlagt til at skulle spilles i Norge, og slutrunden står til at blive afviklet i perioden 3.-20. december.