Håndbold

Svensk stjerne ude resten af året

Rhein-Neckar Löwen-målvogter Andreas Palicka har pådraget sig en ledbåndsskade. Han håber at kunne spille VM i januar.

Der er grund til panderynker både i Rhein-Neckar Löwen og på det svenske herrelandshold i håndbold.

I begyndelsen af oktober røg holdenes målvogter Mikael Appelgren på skadeslisten efter en skulderoperation, og nu meldes også holdenes anden målvogter Andreas Palicka færdig for resten af året.

34-årige Palicka, der har en fortid i Aalborg, pådrog sig en ledbåndsskade i højre knæ i Rhein-Neckar Löwens udekamp mod Erlangen søndag.

Det oplyser den tyske topklub på sin hjemmeside.

- Det er en del af et af ledbåndene, der er sprunget, og jeg er utrolig ærgerlig over, at jeg ikke kan spille et stykke tid, siger Andreas Palicka til det svenske håndboldforbunds hjemmeside.

Drømmer stadig om VM i januar

Han har ikke opgivet at blive klar til VM i Egypten i januar.

- Men det handler også om at komme tilbage i god form. Nogle gange kommer man hurtigt tilbage, andre gange tager det længere tid, lyder det fra målvogteren.

Efter tabet af Appelgren skrev Rhein-Neckar Löwen kontrakt med Nikolas Katsigiannis, og med skaden til Palicka får han nu et endnu større ansvar.

Katsigiannis har spillet fem landskampe for Tyskland.

Danskerklubber topper Bundesligaen

Rhein-Neckar Löwen og danske Niclas Kirkeløkke vandt kampen i Erlangen 26-20 og fører Bundesligaen med otte point for fem kampe.

Flensburg-Handewitt og Kiel, der også har stor glæde af danske spillere, ligger på henholdsvis anden- og tredjepladsen med samme pointantal som Rhein-Neckar Löwen.

Ved VM i januar er Sverige havnet i gruppe C. Her venter værtsnationen Egypten, Tjekkiet og en endnu ukendt modstander fra Sydamerika.