Håndbold

Føler med skadet holdkammerat: - Det gør ondt indeni

Mia Svele kom til skade med sit højre knæ i NFH's pokalkvartfinale mod Silkeborg-Voel. Falstringerne afventer nu en scanning.

Der var skår i Nykøbing Falster Håndboldklubs (NFH) glæde over pladsen i Final 4.

Kort før pausen i pokalkvartfinalen mod Silkeborg-Voel tirsdag pådrog norske Mia Svele sig en knæskade.

- Det gør ondt indeni. Der er ikke nogen af os, der ønsker det for hverken holdkammerater eller modstandere. En knæskade er bare altid noget, der giver et sus gennem kroppen, sagde NFH-spiller Lærke Nolsøe til TV 2 SPORT efter kampen.

- Jeg håber for alt i verden, at det ikke er for alvorligt for Mia, for vi har virkelig brug for hende. Men mest af alt har jeg bare ondt af hende lige nu, og jeg håber, at hun kommer sig rimelig hurtigt.

Knæet brast i et angreb

Mia Svele kom til skade i forbindelse med et NFH-angreb. Efter at have modtaget bolden fra Kristina Kristiansen angreb Svele sin direkte modstander, men det kunne hendes højre knæ ikke holde til.

Hun faldt derfor til jorden og tog sig med det samme til knæet.

NFH oplyser til TV 2 SPORT onsdag, at de afventer en scanning af Mia Sveles knæ. Den skal fastslå skadens omfang.

NFH i Final 4 efter forlænget spilletid

Uden nordmanden i resten af kampen lykkedes det NFH at spille sig i Final 4, men der måtte forlænget spilletid til i Silkeborg, før de gulklædte gæster kunne juble.

Nykøbing Falster Håndbold slog Silkeborg-Voel i pokalkvartfinalen med 32-28. Video: TV 2 SPORT

NFH vandt pokalkvartfinalen 32-28 efter 25-25 i ordinær spilletid.

Final 4 for både kvinderne og mændene spilles i juni og skal fungere som afslutning på håndboldsæsonen.