Sidste års pokalmester klar til Final 4 efter stort drama
Odense Håndbold behøvede ikke at anstrenge sig for at slå et harmløst Aarhus United i pokalkvartfinalen.
Sidste års pokalfinalister i kvindehåndbold, Herning-Ikast og Odense Håndbold, lever fortsat i denne sæsons udgave af Santander Cup.
Begge mandskaber spillede sig onsdag aften videre til Final 4 og udgør sammen med København og Nykøbing Falster den kvartet, der skal kæmpe om pokalen.
De forsvarende pokalmestre fra Herning-Ikast kom dog som ventet på hårdt arbejde i kvartfinalen mod ærkerivalen Viborg, der blev slået 28-27 efter forlænget spilletid.
Pokalvinderne var på vej mod sejren i en fuldstændig jævnbyrdig ordinær kamp, men fire sekunder før tid brød Viborgs Moa Högdahl igennem og udlignede til 26-26.
Dermed måtte de to trætte hold ud i forlængelse, og jævnbyrdigheden fortsatte.
Det stod atter lige, da Herning-Ikasts Stine Skogrand i forlængelsens sidste minut blev nedlagt af Line Haugsted. Haugsted røg ud, og 20-årige Emma Friis scorede på det efterfølgende straffekast.
Viborg havde stadig tid til et angreb, men Kristina Jørgensens skud gik forbi gæsternes mål.
Klasseforskel
Mens Herning-Ikast altså måtte mobilisere alle kræfter for at komme videre, gik det væsentlig lettere for sidste års finalemodstandere fra Odense.
På udebane i Aarhus Stadionhal tromlede fynboerne sig til stensikker 31-17-sejr over Aarhus United, der havde ramt en regulær offday.
Især før pausen var der klasseforskel på de to hold, hvilket blev tydeligt illustreret af pausecifrene 19-6 til gæsterne.
De første 30 minutter var en til tider pinlig affære for Aarhus United-spillerne, som lavede et utal af tekniske fejl, sjuskede med afslutningerne og var et solidt stykke under vanlig standard.
Odense-keeper Althea Reinhardt fik kun 12 afslutninger imod sig og reddede halvdelen i en halvleg med overraskende stor forskel på holdene.
Hjemmeholdet var bedre med efter sidebyttet, men det blev 30 minutter uden den store intensitet.
Kampen var afgjort, og for træner Heine Eriksen og hans tropper handlede det mest om at undgå den totale afklapsning.
Finalestævnet i Santander Cup afvikles til sommer.