Håndbold

Viborg-profil sønderknust efter pokalexit

Kristina Jørgensen giver sig selv skylden for Viborgs nederlag til Herning-Ikast i pokalkvartfinalen.

For fjerde år i træk blev Viborg HK afvist i døren til Final 4.

Det gør ondt på viborgensernes profil Kristina Jørgensen, der havde mulighed for at sende onsdagens pokalkvartfinale mod Herning-Ikast Håndbold ud i endnu en omgang forlænget spilletid, men hendes afslutning røg forbi gæsternes mål.

- Jeg skal bare score. Jeg får en fin chance, og jeg føler, at jeg har trukket hende (Sabine Englert, HIH-målvogter, red.), men jeg skal bare ramme målet, siger hun til TV 2 SPORT.

- Så det er min skyld, at vi taber i dag. Det er kun på mine skuldre, at den her ligger, og jeg er bare mega ked af det.

Historien gentog sig

Viborg tabte 27-28 efter 26-26 i ordinær spilletid.

Det var ovenikøbet tredje pokalkvartfinale på stribe, Viborg tabte efter forlænget spilletid, og det gør oplevelsen endnu værre for Kristina Jørgensen.

- Ja, der er ikke så meget andet at sige. Jeg er mega skuffet og ked af det.

Hvor går det galt for jer ud over i den forlængede spilletid?

- Det kan jeg ikke svare på lige nu. Jeg kan ikke huske noget fra kampen, ud over at jeg brænder det sidste skud, lyder det afslutningsvis fra Jørgensen.

Foruden Herning-Ikast er Odense Håndbold, København Håndbold og Nykøbing Falster Håndboldklub klar til Final 4, som spilles i juni næste år.