Håndbold

Landsholdsspiller skifter til Bundesligaen

Den 24-årige stregspiller Magnus Saugstrup skal fra næste sommer tørne ud for SC Magdeburg i den tyske Bundesliga.

Magnus Saugstrup bytter halgulvet i Aalborg Håndbold ud med den tyske Bundesliga.

Fra sommeren 2021 skal den 24-årige stregspiller repræsentere SC Magdeburg. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Tidligere erfarede TV 2 SPORT da også, at den tyske klub angiveligt var danskerens næste destination, hvis kontrakt udløber til næste sommer.

- Med tilføjelsen af Magnus har vi fået en af de mest talentfulde stregspillere i europæisk håndbold. På trods af hans unge alder har Magnus en masse erfaring, ligesom han fast har spillet Champions League i hans seneste to sæsoner i Aalborg, lyder det fra SC Magdeburgs sportsdirektør, Bennet Wiegert.

SC Magdeburg meddelte i august, at klubbens kroatiske landsholdsstreg, Zejlko Musa, til sommer forlader tyskerne, som derfor har været på udkig efter en ny stregspiller til næste sæson.

En rigtig Aalborg-spiller

Magnus Saugstrup, der har haft hele sin håndboldopvækst i Aalborg Håndbold, forklarer, at han er følelsesmæssigt berørt over skiftet. Men han ser også frem til sit tyske eventyr.

- Det bliver helt sikkert specielt for mig, når jeg ikke længere skal trække Aalborg-trøjen over hovedet. Samtidigt føler jeg, at tiden er inde for mig til nye udfordringer, og jeg glæder mig til at prøve mig af i Bundesligaen, lyder det.

Fokus er dog stadig på at levere for Aalborg Håndbold i Champions League og forsvare den førsteplads, klubben lige nu indtager i den bedste danske håndboldliga.

- I første omgang er mit fokus dog fortsat 100% på Aalborg Håndbold, hvor jeg vil kæmpe benhårdt for at vinde mere metal til klubben og ikke mindst til de mange fantastiske fans, fortæller spilleren til deres hjemmeside.

Direktør i Aalborg Håndbold er beæret over, at det er lykkedes klubben at udvikle en spiller af Magnus Saugstrups kaliber, og han er sikker på, at stregspilleren går en stor fremtid i møde.

- Han har de senere år udviklet sig til at være en af landets bedste stregspillere, og vi er stolte over, at en af vores egne drenge har gennemgået en sådan fremgang i Aalborg Håndbold. Der er ingen tvivl om, at han har en fortsat stor karriere foran sig, og vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden, siger Jan Larsen.

Indtil videre har Magnus Saugstrup spillet 234 kampe og leveret 487 mål for Aalborg Håndbold. Han fik sin slutrundedebut for Danmark til EM i januar, og flere gange er han udtaget til rundens hold i dette års Champions League.

Næste gang han og klubben skal i aktion er 11. november i pokalturneringens kvartfinale mod Bjerringbro-Silkeborg.