Håndbold

Bredsdorff stopper i BSH – her er de oplagte afløsere

Efter syv sæsoner som cheftræner stopper Peter Bredsdorff-Larsen i BSH, når hans kontrakt udløber efter denne sæson.

Med lutter roser bekræfter Bjerringbro-Silkeborg, hvad TV 2 SPORT tidligere har erfaret:

Cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen stopper i BSH efter denne sæson.

Klubben fortæller om det kommende trænerskifte i en pressemeddelelse, hvor direktør Jesper Schou roser Bredsdorff for indsatsen gennem de seneste syv sæsoner. Til gengæld skal man lede længe efter en egentlig grund til, at Peter Bredsdorff-Larsens kontrakt ikke bliver forlænget.

- Peter har sat et fornemt aftryk på Bjerringbro-Silkeborg både på og udenfor banen, og vi står i dag et stærkere sted, end da Peter tiltrådte, siger Jesper Schou blandt andet.

TV 2 SPORT har spurgt Jesper Schou, hvorfor klubben ønsker at skifte træner:

- Vi har en kontrakt, der løber ud. Samararbejdet har til den tid varet i syv år, og inden for sportens verden har det været en lang periode, siger direktøren og uddyber:

- Det handler om at kigge fremad på et længere perspektiv derfra. Vi vil gerne prøve at time, at et godt samarbejde også skal slutte godt.

Peter Bredsdorff-Larsen fortæller til Ritzau, at hans kommende exit er besluttet efter en længere dialog. Han tilføjer, at han har været "godt tilfreds med dagligdagen - spillerne og lederne omkring holdet."

- Vi har haft en lang dialog, og der er folk i klubben, som måske synes, at tiden er inde til noget nyt, og man kan jo altid diskutere, hvornår tiden er inde, siger Peter Bredsdorff-Larsen til Ritzau.

Tre topkandidater til jobbet

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard ser det som en naturlig udvikling, at BSH ønsker at skifte træner efter denne sæson. Af og til skal der ske noget nyt, hvis udviklingen ikke skal gå i stå.

- BSH har haft en fantastisk periode med Peter Bredsdorff, men det har også været en lang periode på syv år, siger Bent Nyegaard, der har tre bud på Bredsdorffs afløser:

- Patrick Westerholm har været i spil mange steder – både på herre- og damesiden. Med sin erfaring og sit cv vil han være i spil. Det er jeg sikker på. Han har været mange steder, og lige nu venter han på det rigtige.

- Henrik Kronborg er også en kandidat. Landsholdets assistenttræner står for at udvikle de talenter, der er valgt ud, så han har en stor stilling i DHF. Men han er i spil, for det er min opfattelse, at han gerne vil være på gulvet til daglig som træner.

- Klavs Bruun Jørgensen er et stort navn, efter han stoppede som landstræner. Han har ikke lagt skjul på, at han er klar til at komme ud at træne – eller at det skal være på herresiden.