Håndbold

Søndergaard forklarer kæmpe Skjern-lussing

Fredag aften tabte Skjern med 13 mål til Ribe-Esbjerg. Det kommer bag på holdets assistenttræner, Kasper Søndergaard.

Det er langt fra nok at kunne kaste og gribe, hvis man vil lave gode resultater i professionel håndbold.

Det er dét, Skjern Håndbold må tage med fra fredagens kamp mod Ribe-Esbjerg. Resultatet, et overraskende nederlag på 36-23, kan de nemlig ikke bruge til noget som helst.

- Det kom også bag på os. Vi var klar fra start, men der skulle ikke så meget til, før energien forsvandt, fortæller assistenttræner Kasper Søndergaard, der forklarer fredagens kollaps med en skidt indstilling.

- Vi havde en kæmpe energiudladning i tirsdags. Vi har ikke været i Final4 i flere sæsoner, og den kamp skulle vi bare vinde. Så skulle vi til Ribe-Esbjerg i dag, og lige efter at have klaret en stor målsætning, skulle der ikke ret meget til at vælte os i dag.

Inden læsset tippede for Skjern, nåede lystavlen at vise tomålsføringer på både 3-1 og 8-6. Det får det store nederlag til at se endnu værre ud.

- Det virkede fint til at begynde med, så det kommer lidt bag på mig, at vi smider geværet i slutningen af kampen. Det var en offday for næsten alle mand. Os på trænerbænken kunne også have gjort det bedre. Selvfølgelig kunne vi det.

- Vi prøvede at spille både 5-1 i forsvaret og 7 mod 6 i angrebet, men det lykkedes ikke. Nu prøver vi på ikke at lægge for meget vægt på det her nederlag, siger Kasper Søndergaard.

En del af historien om den store Ribe-Esbjerg-sejr er også, at hjemmeholdet ramte en fremragende dag både offensivt og defensivt. Kasper Søndergaard roser Ribe-Esbjergs effektivitet i angrebet, hvor "de ramte alt", mens Søren Rasmussen stod en solid kamp i målet.

Derudover vred Skjern-stregen Jonas Tidemand om på foden under opvarmningen, så han havde problemer med at løbe i kampen.

- Det kostede lidt. Måske også lidt i hovederne, siger Søndergaard.

Efter kampen ligger Skjern nummer 6 i tabellen. Klubben har fået 13 point i 11 kampe. Ribe-Esbjerg ligger nummer 12 med 7 point efter 12 kampe.